Borgmestre i ekstase over nye motorveje: Endelig!

Det kommer til at få stor positiv betydning for hele Halsnæs Kommune, at motorvejene til Hillerød og Frederikssund bliver forlænget, lyder det fra borgmester, Steffens Jensen (Soc.dem.).

Det er en ovenud lykkelig Halsnæs-borgmester, Steffen Jensen (Soc.dem.), der onsdag formiddag læser nyheden om, at der nu bliver sat penge af til en forlængelse af både Hillerød- og Frederikssundsmotorvejen.

- Jeg sidder her og er rigtig glad på vegne af pendlere, borgere og virksomheder i Halsnæs Kommune. Det er et vigtig skridt for at få flere tilflyttere og arbejdspladser til kommunen. Jeg er rigtig glad for, at de (regeringen og Dansk Folkeparti, red.) har valgt at prioritere det, siger Steffen Jensen til TV 2 Lorry.

Han henviser til en ny, stor aftale om investeringer i infrastruktur i hele landet, der blandt andet giver 3,4 milliarder kroner til at forlænge Frederikssundsmotorvejen og 900 millioner til at forlænge Hillerødmotorvejen. 

Det præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti på et pressemøde i Boligministeriet torsdag formiddag. 

Parterne kan dog ikke gennemføre aftalen på denne side af folketingsvalget. Hvis den skal gennemføres, skal de fire partier derfor finde flertal for deres plan efter folketingsvalget.

"Det fylder så meget"

Halsnæs Kommune har længe håbet på, at motorvejsprojekterne ville blive til virkelighed, og betydningen af nærliggende motorveje hele vejen til København er nærmest ikke til at overdrive, mener borgmesteren. 

quote Alle vores håndværkere, der arbejder inde i byen, sparer rigtig mange minutter på landevejen.

Steffen Jensen

- Mere end 50 procent af vores beskæftigede borgere pendler ud af kommunen - og langt de fleste mod København og den vej. Det fylder så meget i borgernes hverdag i forhold til at have et arbejde og bo i kommunen og hentet børn eksempelvis, siger Steffen Jensen.

Derudover har motorvejen også stor betydning for erhvervslivet i kommunen, siger borgmesteren.

- Alle vores håndværkere, der arbejder inde i byen, sparer rigtig mange minutter på landevejen. Vores store virksomheder i Nordsjælland vil også få større muligheder for at rekruttere dygtige medabejdere. Der er så mange gode ting ved det her, siger Steffen Jensen til TV 2 Lorry, der desuden glæder sig over, at projekterne går i gang allerede om få år. 

Bedre sikkerhed

I Hillerød Kommune har borgmester, Kirsten Jensen (Soc.dem.), også svært ved at få armene ned over en forlængelse af motorvejen til byen.

- Det er jo fantastisk. Endelig er den med. Vi har haft rasende gode argumenter, synes vi, og endelig bliver vi hørt, siger Kirsten Jensen til TV 2 Lorry.

- Det kommer til at betyde mindre tid på vejene og mere sikkerhed. Det sted, hvor motorvejen lige nu snævrer ind, har vi mange uheld, siger hun.

Borgmesteren ser også frem til at kunne gøre vilkårene for kommunens virksomheder endnu bedre.

Mere tid til familierne

John Schmidt (Venstre), borgmester i Frederikssund Kommune, deler begejstringen.

- Det er en af de bedste nyheder i lang tid. Det er noget, vi har ventet på i rigtig lang tid. Det er noget, lokale folketingsmedlemmer har kæmpet for i lang tid, siger John Schmidt til TV 2 Lorry.

Han fremhæver, at flere undersøgelser har vist, at borgerne i Frederikssund er de bilister i landet, der sidder længst tid i kø. 

- Det var på tide. Totalt set sikrer det her en halv time til tre kvarters mere kvalitetstid til familierne, siger John Schmidt.

Han er også glad for endeligt at kunne garantere erhevervslivet, at der nu er en motorvej lige om hjørnet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik