Beredskab i opråb: Mangler akut brandmænd på lokalstationer

Frederiksborg Brand & Redning søger deltidsbrandmænd i Hundested. Bliver de ikke fundet, er beredskabet i problemer ved store brande, lyder det.

På Frederiksborg Brand & Rednings lokalstation i Hundested står de i lidt af en kattepine.

Sagen er den, at der mangler deltidsbrandmænd fra nærområdet til at træde til, hvis der opstår brand i Hundested og omegn.

Det forklarer Sean Bisgaard, der er operativ chef hos Frederiksborg Brand & Redning, til TV 2 Lorry.

quote Det at være deltidsbrandmand er ofte forbundet med et almindeligt familieliv og et almindeligt job. Det betyder, at der skal være stor fleksibilitet

Sean Bisgaard, operativ chef hos Frederiksborg Brand & Redning

- Vi mangler nogen, som kan være fleksible i dagtimerne, siger han og uddyber:

- Det at være deltidsbrandmand er ofte forbundet med et almindeligt familieliv og et almindeligt job. Det betyder, at der skal være stor fleksibilitet. I denne situation handler det om, at Hundested er en by, som mange forlader om morgenen for at være alle mulige andre steder, når de går på arbejde.

- Derfor har det været svært for at finde nogen, som kan hjælpe i byen i dagtimerne.

Som deltidsbrandmand eller -kvinde rykker man hurtigt ud, når alarmen lyder til brand, stormflod eller andre hændelser.

Skal være i brandbilen på fem minutter

Samtidig skal brandbilen have forladt stationen senest fem minutter efter alarm, og det stiller selvsagt et krav til, at man ikke arbejder eller bor ti kilometer væk fra brandstationen.

- Det er det, som er vores udfordring, siger Sean Bisgaard, som samtidig fortæller, at beredskabet har været i dialog med kommunen for at gøre det lettere at rekruttere nye brandfolk til stationen.

- Vi har været i god dialog med Halsnæs Kommune, og der har man fokus på, at nogle ansatte på de offentlige institutioner kan løbe til brand, hvis det kræves.

Mulighed for at få uddannelse

Hvis geografien ellers passer, og man ”har en lille flamme i sig”, som den operative chef siger, men er i tvivl om, om man har det, arbejdet kræver, opfordrer Sean Bisgaard til, at man slår et smut forbi Hundested brandstation og tager en snak med den lokale stationsleder Hans-Petter Nordahl.

- Vi giver også uddannelsen, hvis man ikke har den i forvejen, og vi ansætter hellere en for meget end en for lidt, siger den operative chef.

Han håber samtidig på, at både mænd og kvinder vil overveje, om jobbet kan være noget for dem.

- Vi har to kvinder i forvejen på stationen, og vi vil gerne være med til at afspejle den virkelige verden på vores arbejdsplads. Det betyder, at vi opfordrer både mænd og kvinder til at søge uanset etnicitet og baggrund, siger Sean Bisgaard til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik