16-årig var på vej til fest med toget: Nu søger mor vidner

En togtur udviklede sig til en fest for en gruppe gymnasieelever, og en 16-årig pige endte med et hul i hovedet. Nu efterlyser hendes mor vidner.

Fredag aften fik Maria Amalie Abildtrup fra Frederiksværk en slem forskrækkelse.

Lidt efter kl. 20 fik hun et opkald fra sin 16-årige datter, der havde fået en flaske smadret mod sit hoved og blødte kraftigt. 

Det var sket på en togtur fra Hundested til Frederiksværk, hvor datteren skulle til årets første fest på gymnasiet. 

Privatfoto af Maria Amalie Abildtrups 16-årige datter, efter hun fik en flaske i hovedet.
Privatfoto af Maria Amalie Abildtrups 16-årige datter, efter hun fik en flaske i hovedet.

To jævnaldrende piger fik datteren hevet ud af toget ved en station og kontaktede både 1813 og Maria Amalie Abildtrup, der hurtigt kom og kørte sin datter på skadestuen. 

Dagen derpå har datteren det efter omstændighederne godt, men hændelsen har fået moren til at eftersøge vidner i facebookgruppen "Halsnæs Hjælp Hinanden".

Der er nemlig ingen, der ved, hvor flasken kom fra, og om det var en bevidst handling at ramme den 16-årige 2.g'er i hovedet. 

- Er der en, der har gokket hende ned med vilje, så skal det selvfølgelig politianmeldes, fortæller Maria Amalie Abildtrup. 

Togtur blev til fest

Der var en hel flok unge mennesker i toget, der alle var på vej fra en privatfest i Hundested til gymnasiefesten i Frederiksværk. 

Togturen udviklede sig ifølge Maria Amalie Abildtrup til en fest.

Hun har været i kontakt med togføreren, der fortæller, at det gik over gevind, og at der efterfølgende både var glasskår og hærværk i toget.

Den 16-årige pige står op og er en del af festen, da hun pludselig mærker en flaske ramme sit hoved. Hun tager sig til håret, og der er masser af blod.   

- Jeg håber jo, at de unge vil tænke sig bedre om næste gang, de fester. Det kunne nemt være gået meget værre. Det er også relevant for forældrene at vide, at sådan noget her foregår. Uanset om det var med vilje eller ej, så er det jo idioti, lyder det fra Maria Amalie Abildtrup. 

Overvågning i toget

Episoden er nu anmeldt til politiet, der har oplyst, at der var overvågning i toget. Fordi anmeldelsen er kommet så hurtigt, burde det ikke være noget problem at få det udleveret. 

Politiet behandler det som en voldssag, og Maria Amalie Abildtrup kan forvente at høre nyt indenfor syv dage. 

Selv håber hun dog på, at den skyldige melder sig på banen inden da. 

- Når sprutten går ind, så går forstanden ud. Hvis der sidder nogen derude med dårlig samvittighed, så kan man jo henvende sig. Så tager vi den derfra, afslutter Maria Amalie Abildtrup.   


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik