Vrede beboere mødtes med skandale-udlejere: "Det er spil for galleriet"

Beboerne i Grønnely Parken i Gilleleje, der lever med omfattende byggesjusk, mødtes lørdag med ejendommens ejere. Hvad der kom ud af mødet, er der stor uenighed om.

I starten af januar kunne TV 2 Lorry i samarbejde med TV 2 Fyn afsløre, at der er massive problemer med ejendommen Grønnely Parken i Gilleleje.

Der er blandt andet tale om utætte vinduer, livsfarlige elinstallationer og vand løbende ned fra loftet.

quote Det er spil fra galleriet. Jeg tror ikke på noget af det.

Peter Bergstrøm, lejer & beboerrepræsentant.

Lejerne klagede over manglende kommunikation og udbedringer af forholdene i ejendommen, som er opført af Grønnely A/S.

Lørdag havde beboerne et længe ventet møde med ejerne Kristian og Peder Blak. Og selvom ejerne synes, det gav en god dialog, så er beboerne langt fra tilfredse.

Beboer: "Det er spil for galleriet"

Peter Bergstrøm bor i ejendommen og var med på mødet som både lejer og beboerrepræsentant.

Og spørger man ham, så fik lejerne ikke noget ud af mødet.

- De (Kristian og Peder Blak, red.) kommer med åbne arme, og der er sådan set ikke en ting, vi (beboerne, red.) ikke kan få, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg kan bare ikke forstå, hvordan de kan lave tingene nu, når de ikke kunne lave det fra start. Slet ikke, når de bruger de samme håndværkere.

- Det er spil for galleriet. Jeg tror ikke på noget af det, siger Peter Bergstrøm.

Stor tilfredshed hos Blak-brødrene

Det er dog en anden udlægning af weekendens møde, der kommer fra Peder Blak, som er en af ejerne bag Grønnely A/S.

- Vi havde et rigtig godt møde med en god dialog, lyder det. 

Er I tilfredse med udfaldet af mødet?

- Ja, det synes jeg. Det er altid dejligt med dialog. Og så er det godt at få luftet de frustrationer, så vi kan slå en streg i sandet. Vi er et klart bedre sted nu, siger Peder Blak til TV 2 Lorry.

Beboere kalder det spil for galleriet, hvad tænker du om det?

- Jeg forstår godt, at de vil se handling bag ordene, siger Peder Blak og fortsætter:

- Det er jo et spørgsmål om at genopbygge tilliden. Ingen forventer, at de her problemer bliver løst på ét møde. Det er et forløb, og vi gør vores yderste. 

Forening bakker op

Foreningen Danske Lejere var også til stede på lørdagens møde. Og ifølge Jørgen D. Jensen, der er driftsleder i foreningen, så skal man tage Blak-brødrenes ord med et gran salt.

- De to brødre er vant til at snakke sig fra ting, og det skal man tage højde for. De er allermest interesseret i at få det til at fremstå, som om alt er fryd og gammen.

Han understreger dog, at det er godt, at parterne nu taler sammen.

"Vi har ikke været gode nok"

Peder Blak erkender da også, at der har været problemer mellem dem som udlejere og beboerne i Grønnely Parken. Og særligt kommunikationen mellem de to parter har givet stof til eftertanke, lyder det.

- Der har vi måske ikke været gode nok. Men det beviser vi nu og i den kommende tid, lover Peder Blak og fortæller, at de allerede nu har taget den læring med til andre steder.

Hvornår beboerne kan forvente, at de mange fejl og mangler er udbedret, kan brødrene dog ikke sige noget om.

Ifølge Peder Blak vil tingene blive udbedret "inden for en overskuelig fremtid".

- Vi arbejder med flere tidsplaner. Men det er klart, vi vil lave tingene så hurtigt som muligt – og de akutte problemer bliver lavet med det samme.

Kan beboerne forvente flere problemer?

- Nej, det forventer vi bestemt ikke. Vi kender fejlene og er i gang med at udbedre dem.

Ifølge Peter Bergstrøm skal beboerne i Grønnely Parken onsdag mødes og drøfte, hvordan de vil tackle situationen herfra.

Problemer flere steder

Det er dog ikke kun i Gilleleje, der er massive problemer med boliger, som er ejet af Blak-brødrene. I Esbønderup har det udskældte firma lagt et stuegulv oven på en gammel kloak.

Og det betyder at lejeren Cecilie Mortensen flere gange har oplevet, at vandet pludselig piblede op fra kloakken og ind i soveværelset.

Det kan du se mere til i indslaget her:

Flere steder kæmper lejere en kamp med udlejningsfirmaet Grønnely. Vi har tidligere fortalt om voldsomt byggesjusk i ejendomme i Gilleje. Men det er ikke det eneste sted den er gal. I Esbønderup har det udskældte firma feks lagt et stuegulv oven på en kloak

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik