Varmt vejr kan trække masser af gæster til badestrandene: Men der mangler noget

Varmt sommervejr rammer de nordsjællandske kyster fra onsdag, men livreddersæsonen er overstået på en række strande. Det får livredder til at komme med opfordring.

Hvis du gik og troede, at sommeren var ved at gå på hæld, kan du godt tro om igen. 

Et højtryk nærmer sig nemlig danske breddegrader, og fra onsdag denne uge kan hovedstadsområdet se frem til skyfri himmel, sol og 25 graders varme. 

Selvom flere folkeskoler kunne byde både nye og gamle elever velkommen mandag, vil det gode vejr nok trække mange badegæster til stranden den kommende uges tid. 

Men.

På flere strande er livreddersæsonen slut, og det betyder, at der muligvis ikke vil være nogen livreddere til stede på lige netop din foretrukne badestrand.

Det får nu livredder Asger Helmig i Nordsjællands Livredningstjeneste til at komme med en opfordring til vandhundene.

- Man skal holde øje med hinanden, men også gerne med andre. Og især andres børn, så vi ikke har nogen, der bevæger sig i vandet, uden at der er nogen, der holder øje med dem, siger han til TV 2 Lorry mandag. 

På disse strande er der fortsat livreddere i weekenden

Travl sæson for livredderne

Det har i den grad også været en travl sæson for Nordsjællands Livredningstjeneste. 

Sæsonen - der strækker sig fra den 25. juni til den 7. august - har især været præget af to former for situationer, der kræver, at livredderen tager affære. 

Foruden lumske hestehuller, har stand up paddleboards også været en fællesmarkør på de i alt 46 livreddende aktioner i de knap to måneder, sæsonen varer. 

Forleden måtte 17 SUP'ere hentes ind fra kysten ud for Hornbæk Strand, da de uforvarende havde begivet sig ud på usikkert farvand. 

- Folk blev overrasket over fralandsvinden. Lige så snart de kom fri af klitterne, tog vinden til, og det var de ikke dygtige nok til at håndtere, fortalte cheflivredder i Nordsjællands Livredningstjeneste, John Mogensen, ved den lejlighed. 

Nordsjællands livredningstjeneste oplyser, at 1,6 millioner har lagt vejen - og badetøjet - forbi strandene i Nordsjælland i den nu overståede sæson.