Gribskov Kommune udbyder nu 83.000 kvadratmeter jord til nye boliger i Ramløse Øst, som ligger sydvest for Helsinge.
- Vi oplever faktisk en stor interesse for at investere i Gribskov. Vi udbyder Ramløse, vi udbyder Blistrup og vi har også udbudt områder i Helsinge. Det handler simpelthen om, at vi kan mærke, der er købere lige nu, og så skal man jo være klar, siger Anders Gerner Frost, borgmester i Gribskov, nytgribskov til TV 2 Lorry.
Ramløse Øst er kendt for naturskønne omgivelser med Arresø i baghaven, og ifølge borgmesteren betyder de mange kvadratmeter, at der vil blive bygget mellem 100 til 150 nye boliger på markområderne i de kommende år.
- Det bliver forhåbentligt et blandet område. Vi håber selvfølgelig, at der kommer en del børnefamilier, fordi vi har en skole både her i Ramløse og i Blistrup, som vi gerne vil sørge for, vi kan blive ved med at have, men det bliver højst sandsynligt blandet, siger Anders Gerner Frost.
Ikke så langt fra Ramløse - nærmere bestemt i Frederikssund er et lignende byudviklingsprojekt - Vingeprojektet - stort set gået i stå, fordi ingen vil investere, men borgmesteren mener ikke det bliver et problem i Gribskov.
Er I ikke bange for, at I ikke kan sælge grundene, og det ender ligesom i Vinge?
- Nej, vi oplever faktisk, der er stor interesse, og så har vi lavet en model, så vi ikke er økonomisk afhængige af det i forhold til kommunens økonomi, siger Anders Gerner Frost
Fristen for at give et købstilbud er 18. november 2019. Herefter er der politisk behandling af tilbud og valg af købere frem til 15. december 2019. Det forventes, at der foreligger en lokalplan og en tidsplan for byggeriet i slutningen af 2020.