Skib sank i nat: Forsvaret sender fartøj til Øresund for at afværge miljøhændelse

Hvis sunket skib nordvest for Gilleleje lækker olie eller forurenet jord, skal miljøskib sætte ind omgående. Samtidig drøfter forsikringsselskab, rederi og Søfartsstyrelsen, hvordan skibet skal bjærges.

Opdatering klokken 16.52
Miljøstyrelsen oplyser til TV 2 Lorry, at skibets last ikke indeholdt forurenet jord. Skibet skulle efter styrelsens oplysninger have sejlet med jord klassificeret som typen ”Ren jord 001”. Det drejer sig typisk om sten, grus og sand til genanvendelse. Det er umiddelbart Miljøstyrelsens vurdering, at miljøskaden fra lasten i så fald vil være begrænset. Miljøstyrelsen fortsætter med at være i dialog med Forsvaret, der har det operationelle ansvar for håndteringen af forliset.


Det skal meget gerne undgås, at forurenet jord og olie fra det sunkne norske fragtskib Bjugnfjord ender i Øresund.

Derfor har Forsvaret sende miljøskibet ‘Mette Miljø’ til det sted omkring 11 sømil nordvest for Gilleleje, hvor Bjugnfjord natten til fredag sank. Inden da blev fem norske søfolk blev reddet i Øresund, efter de var gået fra borde på grund af voldsom slagside.

- Skibet ligger på havbunden, men vi ved ikke, om der er skader på skibet endnu. Hvis der er gået hul, og det begynder at lække olie eller forurenet jord, skal vi være forberedte. Derfor har vi sendt et skib for at dæmme op for en miljøhændelse, siger Jesper Berthelsen, vagthavende i Forsvarets Operationscenter, til TV 2 Lorry.

Når miljøskibet når frem, vil det placere sig meget tæt på det sunkne skib for at kunne gribe ind med det samme, hvis olie eller jord slipper ud af skibet. Forsvaret holder desuden skarpt øje med vind- og strømforhold.

quote Vi har sendt et skib for at dæmme op for en miljøhændelse

Jesper Berthelsen, vagthavende i Forsvarets Operationscenter

- Skibet ligger tæt på den svenske grænse. En overgang lignede det, at det kunne drive over grænsen, og så ville det være et svensk problem, siger Jesper Berthelsen.

Kan være farligt for andre skibe

Coasteren Bjugnfjord var på vej til Randers, da det pludselig meldte mayday. Skibet havde fået såkaldt slagside og lå skævt i vandet.

Bjugnfjord var lastet med forurenet jord, der er gravet op i København og havde kurs mod Randers.

Miljøskibet Mette Miljø ventes at nå det sunkne skib omkring 10.30.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Skærmbillede fra vesselfinder.com omkring klokken 09.40.
Skærmbillede fra vesselfinder.com omkring klokken 09.40.

I mellemtiden drøfter Søfartsstyrelsen og Havarikommissionen skibets videre skæbne.

- Spørgsmålet er, om skibet ligger så farligt for den øvrige skibstrafik, at det skal hæves eller fjernes. Det ligger kun på 25 meter vand, og derfor kan der godt stikke noget op, siger Jesper Berthelsen.

Han pointerer, at Bjugnfjord ligger meget tæt på den tragt, hvor et stort antal skibe hver dag passerer, for at sejle gennem Øresund.

Samtidig skal rederiet, forsikringsselskabet og Søfartsstyrelsen have overblik over situationen. Det ventes, at det først ligger fast fredag eftermiddag. 

Tidligere er alle skibe blevet rådet til at holde sig væk fra området, så de ikke sejler ind i vraget.

Forsvarets miljøskibe

  • Søværnet har fem miljøskibe. To store skibe - Gunnar Thorson og Gunnar Seidenfaden - af Supply-klassen, to mindre fartøjer - Mette Miljø og Marie Miljø - af Seatruck-klassen, samt et lægtvandsfartøj (M103) og et antal pramme.


  • Miljøskibene indsættes i tilfælde af olieforurening i de danske farvande. Skibene kan udlægge flydespærringer for at inddæmme olie, så den ikke spreder sig eller når ind til kysten, og de kan samle olie op med såkaldte skimmere. Prammene anvendes, hvis skibene samler mere olie op, end de selv kan have om bord.


  • Lægtvandsfartøjet M103 kan med sin dybgang på kun 60 cm komme meget tæt ind på kysten. Også Beredskabsstyrelsen har lægtvandsfartøjer.


  • Gunnar Seidenfaden deltog i 2002 i oprydningen efter tankskibet Prestiges forlis ved den spanske nordvestkyst.


Kilde: Forsvaret

Beredskabet bjærger fredag formiddag en redningsflåde fra det norske fragtskib.
Beredskabet bjærger fredag formiddag en redningsflåde fra det norske fragtskib.
Foto: Presse-fotos.dk

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik