Skærpet sikkerhed efter to forsøg på brandstiftelse

Efter to forsøg på brandstiftelse ved en børnehave, der er blevet bygget om til flygtningeboliger, har Gribskov Kommune nu skærpet sikkerheden.

Der var endnu ikke flyttet flygtninge ind i den ombyggede børnehave, da der to gange blev forsøgt at sætte ild til stedet.

Men efter forsøgene på brandstiftelse har Gribskov Kommune valgt at skærpe sikkerheden.

Det oplyser Sara Paarup, der er centerchef i Center for Byer, Ejendomme og Erhverv i Gribskov Kommune, til Frederiksborg Amts Avis.

Læs også: Flygtningehus ramt af nyt brandattentat

- Der er konkret øget opsyn med bygningen. Den har stået tom, og det har givet nemmere adgang til stedet. Det, at der er flyttet nogen ind, giver noget liv omkring bygningen. Men vi har sat ind med øget opsyn, siger Sara Paarup til avisen.

Et vagtselskab, som kommunen samarbejder med, runder derfor nu stedet, og samtidig ser kommunens egne folk også forbi boligerne.

Derudover har kommunen ikke ændret på planerne for boligerne.

- Vi følger den plan, der har været hele tiden. Der er et stort behov for at finde boliger til flygtninge, siger Sara Paarup.

De to forsøg på brandstiftelser skete begge med en lang lunte og brændbar væske.

Politiet betragter episoderne som mere alvorlige end drengestreger og efterlyste - uden held - vidner til den seneste episode i slutningen af februar.

- Det var noget af en forskrækkelse, og vi tog det enormt alvorligt. Vi har en super god og tæt dialog med politiet. Det er en efterforskningssag, men politiet har også erfaring fra andre steder i landet. Så vi rådfører os meget og jævnligt med dem og læner os op af deres anbefalinger, siger centerchefen til Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik