Populært shelter nedbrændt: ”Vi kender ikke årsagen”

Skovrider hos Naturstyrelsen Nordsjælland er ked af, at træhytten er brændt ned - men han glæder sig over, at ilden ikke spredte sig.

Overnatninger i naturen er de senere år blevet vældigt populært, og Naturstyrelsens sheltere rundt om i skovene er ofte reserverede lang tid i forvejen.

Men i Tisvilde Hegn må naturelskerne nu undvære det lokale shelter, efter at det nedbrændte fredag.

quote Vi er altid ekstremt nervøse omkring ild i sommerhalvåret

Jens Bjerregaard Christensen, skovrider, Naturstyrelsen Nordsjælland

Hos Naturstyrelsen Nordsjælland ærgrer man sig grundigt over, at træhytten nu er væk. På deres egen Facebookside har de lagt et billede op af de tilbageværende forkullede træstykker ledsaget af teksten:

”Det er rigtig ærgerligt, ikke mindst for dem, der har booket det og glædet sig til en god overnatningstur i skoven. Har du booket netop dette shelter i løbet af sommeren, kan vi anbefale, at du prøver at finde et andet egnet sted.”

Ifølge skovrider og chef for den lokale enhed i Naturstyrelsen Nordsjælland, Jens Bjerregaard Christensen, ved man ikke, hvad der er årsag til branden. Der har muligvis været nogen til stede ved shelteret, men det er ikke nogen, som havde booket stedet, fortæller skovrideren til TV 2 Lorry.

- Det betyder desværre, at vi ikke har noget data på gæsten. Man må jo gerne være der uden at booke shelteret, men hvis man ikke booker, risikerer man jo, at det ikke er ledigt, siger han.

"Godt det ikke lå i en granskov"

Jens Bjerregaard Christensen er lykkelig for, at ilden ikke spredte sig,. 

Og skal man finde noget positivt i den kedelige sag, så er det, at det nu nedbrændte shelter har været placeret det helt rigtige sted i forhold til sikkerhed.

- Det er da i det mindste noget, vi kan glæde os lidt over. Vi er altid ekstremt nervøse omkring ild i sommerhalvåret – og især i Tisvilde Hegn – og vi har beredskabsplaner klar, hvis uheldet skulle være ude. Men shelteret har nu også vist sig at ligge et sikkert sted i forhold til brandspredning, fordi det var omkranset af løvtræ. Havde det ligget midt i en granskov, så kunne det være gået rigtig galt, siger Jens Bjerregaard Christensen.

- Men når det ligger i bøgekompleks, så skal der meget til, før det brænder, og der ligger ikke tørt knas i skovbunden, tilføjer han.

Nu håber Jens Bjerregaard Christensen bare, at man kan få skaffet midler til at bygge et nyt shelter til efteråret, så skovens gæster igen kan få lov til at overnatte udendørs på stedet.

Branden blev anmeldt til politiet fredag, men ifølge pressevagten hos Nordsjællands Politi ved man ikke, om branden skyldes hærværk eller uheld.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik