Planer om 48 meter høj telemast droppet efter borgerprotester

Teleselskabet TDC’s ønske om at sætte et 48 meter høj mast op 300 meter fra den historiske landsby Esrum fik kritik fra borgere. Nu har kommunen afvist planer om telemast.

Flere beboere i landsbyen Esrum i Nordsjællands mere naturskønne afdeling kan ånde lettet op, mens enkelte andre fortsat må spejde langt efter god mobildækning.

Planerne om at rejse en 48 meter høj telemast i et naturskønt område er nemlig blevet afvist af byrådspolitikerne i Gribskov Kommune.

På et møde i Udvalget for Udvikling, By og Land valgte en enig forsamling af lokalpolitikere at sige nej til teleselskabet TDC’s ønske om at rejse den høje mast på Villingerødvej lige uden for Esrum – og ikke langt fra byens kendte kloster.

Det skete blandt andet med henvisning til Gribskovs kommuneplan.

- Og der står der jo, at vi som udgangspunkt ikke vil have master i åbent land, medmindre intet andet kunne lade sig gøre. For min del blev det ligesom det, der var tungen på vægtskålen, siger Pernille Søndergaard fra det lokale parti NytGribskov, som er formand for Udvalget for Udvikling, By og Land.

Udvalgets beslutning skete på trods af, at kommunens egen administration ellers anbefalede politikerne at give tilladelse til at opsætte telemasten.

Esrumborgerne Lene Grinde og Helle Schultz spejder mod det område, hvor masten var udset til at skulle rejses.
Esrumborgerne Lene Grinde og Helle Schultz spejder mod det område, hvor masten var udset til at skulle rejses.
Foto: TV 2 Lorry

Borgere protesterede mod telemast

Telemasten var udset til at blive rejst af TDC, fordi fem husstande i Esrum mangler mobildækning. Masten skulle gøre det muligt for TDC at overholde sine forpligtelser om at kunne levere mobildækning i området.

Men den beslutning blev mødt med protester af beboerne i området såvel.

For det første mente gruppen af borgere, at den høje telemast ville skænde områdets natur, og for det andet mente de, at en kæmpe mast for at sikre fem husstandes mobildækning var at skyde gråspurve med kanoner.

Også Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Gribskov indsendte et kritisk høringssvar, hvori de skrev, at mastens dominerende plads i ”et enestående ådalsområde” var uacceptabel.

Helle Schultz (tv) og Lene Grinde (th) glæder sig over, at udvalget har sagt nej til telemasten.
Helle Schultz (tv) og Lene Grinde (th) glæder sig over, at udvalget har sagt nej til telemasten.
Foto: TV 2 Lorry

Derfor vækker lokalpolitikernes beslutning om at vælte den foreslåede telemast ikke overraskende begejstring hos to af mastens største lokale kritikere.

- At et fuldstændig enigt udvalgt har stemt for beslutningen om, at masten ikke skal være her, det er simpelthen så enestående, at vi næsten ikke kan få armene ned, siger Esrumborgeren Lene Grinde.

Hun suppleres af Helle Schultz.

- Vi beundrer virkelig politikerne i udvalget nu for, at de har stået sammen om det her, siger hun.

Masten var planlagt til at skulle stå 300 meter fra Esrum by og cirka 650 meter fra Esrum Kloster. Men det kommer altså ikke til at ske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik