Patrick vasker tøj om natten for at få råd til børnenes skolemad

Inflationen og de voldsomme prisstigninger på helt basale fødevarer er noget, som gør særligt ondt i lavindkomstgrupperne. Det får mange familier til at ændre vaner og finde på kreative løsninger for at spare, hvor der spares kan.

29-årige Patrick Iversen Larsen er far til to børn på syv år og et tredje på halvandet år. Og med et fjerde barn på vej til august er der nok munde at mætte hos familien i Helsinge.

Hvor meget vil du sige, at inflationen og de stigende priser har påvirket jeres økonomi over det seneste halvandet år?

- Over det sidste år har det påvirket os så meget, at vi har været nødt til at sidde og planlægge vores ting. Hvornår er det billigst at vaske tøj, hvornår kan vi tillade os at se en film? Så langt ude er vi efterhånden. Vi bruger fjernsynet ekstremt lidt. Vi slukker gerne lyset over alt. Hvor er det billigt at handle henne? Vi er nødt til at tage i syv forskellige butikker, hvor vi for et halvt år siden bare kunne tage i Bilka og handle. Nu bruger vi gerne en dag eller to på at handle til 14 dage, siger Patrick Iversen Larsen, da TV 2 Lorry møder ham i hjemmet i Helsinge.

quote Det er tabubelagt at stå frem med det og gå til bekendelse om, hvor svært det er at være familie i Danmark

Patrick Iversen Larsen, familiefar og studerende

Patrick er under uddannelse til social- og sundhedsassistent - konen er sygemeldt og hjemmegående.

- Jeg har været nødsaget til at tage et ekstra arbejde for at få vores økonomi herhjemme til at hænge sammen, siger Patrick. 

Når de faste udgifter er betalt har familien på fem - snart seks - mellem 3.000 og 3.500 kroner tilbage om måneden.

- Vi vender stort set hver en 25-øre i øjeblikket. Alt bliver dyrere, vi får højere regninger og føler vores indkomst daler, siger han.

Familien forsøger så vidt muligt også at få mad gennem forskellige madspildsprojekter og hjælpegrupper på sociale medier.

- Min kone er rigtig dygtig til at gå ind på de her sider og turde spørge om hjælp. Hvorimod jeg mere er den her tilbagelænede, der ikke rigtig tør spørge om hjælp. Jeg er meget forsigtig og bliver angstprovokeret på det punkt. Jeg tror, det er tabubelagt at stå frem med det og gå til bekendelse om, hvor svært det er at være familie i Danmark, siger Patrick, som altså alligevel har valgt at stå frem og fortælle om familiens økonomiske situation.

- Jeg vælger at gøre det, fordi der skal øjne på det her. Der skal fokus på det, siger han.

Familien har skiftet elselskab og vasker tøj om natten, når strømmen er billig.

Selvfølgelig kan man spare nogle hundrede kroner hist og her, men hvad betyder det at spare den smule man kan ved at vaske tøj om natten fremfor om dagen? 

- 200 kroner om måneden kan jo gøre, at der er frokost til børnene en uge eller to, når det gælder skole. Så det betyder alt for os.

quote Vores børn kommer jo hjem og siger, den ene skal til Spanien, den anden skal til Italien - hvor skal vi hen? Hvor vi siger - vi bliver i Helsinge og hygger os her

Patrick Iversen Larsen, familiefar og studerende

Familien forsøger at tjene lidt ekstra håndører ved at købe ind for andre og bringe varerne ud. 

Men selv om børnene er ekstremt fodboldglade er penge til fornøjelser som eksempelvis en Superligakamp fuldstændig udelukket.

- Vi kan jo ikke bare lige tage afsted. Det offentlige koster jo også penge at køre med. Det koster penge at komme ind at se de forskellige fodboldkampe. Så nu hedder det byens lokale hold. Det er jo ganske gratis at gå op at se det.

Endelig har den galopperende inflation også aflyst alle planer om familiens sommerferie.

- Vores børn kommer hjem og siger, at den ene skal til Spanien, den anden skal til Italien - hvor skal vi hen? Hvor vi siger - vi bliver i Helsinge og hygger os her. Det er sådan set det, vi har af planer, fordi pengene er ikke til bare at leje et sommerhus, som vi gjorde sidste år. 

Men du ryger stadig? 

- Det gør jeg. 

Hvorfor vælger du ikke det fra? 

- Det har vi også gjort. Og det er ved at være et rygestop, jeg personligt er i gang med. Vi har gjort det i starten af måneden, at vi køber en karton, og så har vi sagt, at efter den er målet at stoppe, slutter Patrick Iversen Larsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik