Nu skal søerne have have miljøhjælp - men Arresø springes over

Tre nordsjællandske borgmestre er gået sammen i et fælles brev til miljøministeren. De vil have staten til at bidrage til, at vandkvaliteten i Arresø bliver bedre.

Borgmestrene fra Hillerød, Halsnæs og Gribskov kommuner vil have staten til at hjælpe med at mindske forureningen i Danmarks største sø, Arresø.

Derfor har de sendt et brev til miljøminister Lea Wermelin (S), hvor de, ifølge en pressemeddelelse fra Hillerød Kommune, blandt andet skriver følgende:

"Der er behov for, at staten sætter gang i at gøre Arresø renere. Selv med yderligere omfattende investeringer i f.eks. nye spildevandsløsninger i kommunerne, så ville søens tilstand ikke for alvor ændre sig til det bedre."

Gribskovs borgmester er en af dem, der står bag brevet til miljøministeren.
Gribskovs borgmester er en af dem, der står bag brevet til miljøministeren.
Foto: Rasmus Wilmann, TV 2 Kosmopol

Staten vil forbedre vandmiljøet i op mod 40 søer i Danmark, men Arresø er altså ikke en af dem. Og det er ikke godt nok, lyder det fra Gribskovs borgmester, Bent Hansen (V), i dag:

- Det her er ikke en opgave, kommunerne kan klare alene. I kommunerne, der grænser op til søen, laver vi store investeringer for at forbedre vandmiljøet, men det er fortidens synder, der er det primære problem her, hvor man for eksempel har udledt spildevand fra byerne.

Så sent som for to år siden kunne vi på TV 2 Lorry dog fortælle, at Hillerød Kommune havde udledt 1,9 milliarder liter urenset spildevand i Arresø i løbet af de forgangne fire år. Men ifølge Gribskovs borgmester gør kommunerne altså alligevel en stor indsats for at forbedre vandmiljøet i søen i dag.

Miljøstyrelsen: Kommunerne skal starte selv

Miljøministeren har ikke haft mulighed for at stille op til interview tirsdag, da hun er bortrejst, men kontorchef i Miljøstyrelsen, Berit Borksted, skriver i en mail til TV 2 Lorry, at kommunerne i første omgang selv skal stå for at få mindsket forureningen.

Hun skriver mere specifikt, at fosfortilførslen skal nedbringes væsentligt, før staten vil bidrage til en restaurering af søen.

Det kan blandt andet ske ved, at kommunerne laver fosforvådområder i oplandet.

- Derudover fremgår det af forslag til vandområdeplanerne, at der frem mod 2024 søges igangsat initiativer, som skal danne grundlaget for tilrettelæggelse af en yderligere fosforindsats, skriver hun.

Men det er ingen undskyldning for, at staten ikke også skal bidrage til, at forureningen i Arresø bliver mindre, mener Gribskovs borgmester:

- Kommunerne arbejder hele tiden sindssygt meget på at få fosformængden ned. Vi skal passe på, at vi ikke bare står stejlt overfor hinanden og siger, at den ene skal gøre noget, før den anden gør noget. Så kommer vi ingen vegne.

- Nu synes jeg, at vi skal arbejde sammen om det her og få gjort en ihærdig indsats, tilføjer han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik