Naturfredningsforening frygter kommunal kystbeskyttelse

Det vækker bekymring hos Danmarks Naturfredningsforening i Gribskov, at kommunen ser ud til at få lov at behandle sager om kystbeskyttelse.

En aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening vil give den enkelte kommune lov til at behandle grundejeres ansøgninger om kystbeskyttelse. En opgave der før lå hos Kystdirektoratet.

Det glæder en lang række borgmestre, heriblandt Kim Valentin fra Gribskov Kommune. Men i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening er man mere bekymrede over udsigten til, at tilladelser til kystsikring på kommunens 30 kilometer lange kystlinje fremover skal behandles lokalt.

- Kystsikring er en meget kompliceret affære. Vi er overbeviste om, at kommunerne ikke har den ekspertise, der skal til for at gøre det rigtigt. Der er en risiko for at gøre mere skade end gavn, når man laver kystsikring, hvis ikke det bliver gjort på den rigtige måde, siger bestyrelsesmedlem Helge Muhle Larsen.

Men er der ikke en pointe i, at ansøgninger om kystbeskyttelse behandles bedst tættest muligt på borgerne?

- Det er en pointe i en lang række sammenhænge, men ikke lige præcis på det her område. For her er det helhedsløsninger og ikke enkeltløsninger, der skal til.

- For det vil eksempelvis ikke løse problemet, hvis alene Gribskov Kommune gik ind og kystsikrede sin strækning. For man skal have Halsnæs og Helsingør Kommune med for at løse hele problemet. Så kommunerne er faktisk for små til opgaven, lyder det fra Helge Muhle Larsen. 

”De skal slappe af”

Det vækker samtidig skepsis hos Danmarks Naturfredningsforening Gribskov, at den nye aftale lægger op til at tillade mere såkaldt hård kystsikring med sten i stedet for sand. For meget af den slags vil gå ud over naturoplevelsen.

- Det ødelægger jo strandene og skæmmer området. Hvis man netop har idéer om at kunne tiltrække folk, der skal nyde strandlivet, skal man jo ikke ødelægge strandene, siger Helge Muhle Larsen.

Men der er ingen grund til bekymring hos den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, mener Gribskovs borgmester Kim Valentin.

- Jeg synes, de skal slappe af. Det er bedre, vi har en kyst end ingen kyst, hvis den bare bliver ødelagt af den ene storm efter den anden, lyder det fra Venstre-politikeren.

Han vurderer også, at kommunens ansatte har kompetencerne til at træffe de rigtige beslutninger, når sager om kystbeskyttelse skal behandles.

- Jeg er ret sikker på, at mine folk også ved rigtig meget om det. Vi har jo beskæftiget os med nordkystens fremtid lige siden Bodil (den store storm i december 2013, red). Vi ligger inde med rigtig meget viden.

Inden kommunerne kan komme i gang med at behandle ansøgninger om kystsikring, skal aftalen godkendes af Folketinget efter sommerferien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik