Nationalpark skal have stort besøgscenter ved Esrum Kloster

Esrum Kloster & Møllegaard er i gang med at planlægge etableringen af et besøgscenter ved hovedindgangen til Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Artiklen er opdateret den 13. november, efter Byrådet i Gribskov godkendte bevillingen.

Danmarks seneste skud på stammen af nationalparker skal have et stort anlagt besøgscenter ved hovedindgangen ved Esrum Kloster.

Det er visionen, der arbejdes med i Gribskov.

Derfor har fonden bag Esrum Kloster & Møllegaard netop ansøgt Gribskov Kommune om 530.000 kroner til at lave forundersøgelser mulighederne for at opføre et stort besøgscenter.

Den ansøgning blev mandag aften accepteret af et enigt byråd i Gribskov.

Inden mødet havde udvalget Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi i Grivskov Kommune godkendt ansøgningen og indstillet til både Økonomiudvalget og Byrådet, at man bør blåstemple bevillingen.

- Planerne for besøgscenteret ser rigtig spændende ud. Besøgscenteret skal blandt andet formidle nationalparkens mange unikke naturværdier og gøre besøget i nationalparken til en oplevelse året rundt, udtaler udvalgets formand, Morten Ulrik Jørgensen fra partiet NytGribskov.

 

Endnu er planerne for besøgscenteret ikke nærmere udspecificeret, men sikkert er det, at besøgscenteret både skal danne ramme om en decideret indgang til nationalparken, mens den samtidig skal tilbyde gæster aktivitetsmuligheder.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland åbnede i slutningen af maj måned som Danmarks femte nationalpark.

Esrum Kloster er et gammelt cistercienserkloster ved Esrum Sø. Dets historie går helt tilbage til 1100-tallet, da klosteret på opfordring fra Ærkebiskop Eskil af Lund blev opført fra 1151 til 1158.

TV-indslag fra den 29. maj, da Nationalpark Kongernes Nordsjælland blev indviet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik