Nationalpark har fundet vindere af fotokonkurrence - se billederne her

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har modtaget godt 100 bud på #Kongesteder, men fire fotos skilte sig ud.

Pibersletten ved Esrum Sø. Fotoet har vundet 1. pladsen i nationalparkens fotokonkurrence #Kongesteder. Foto: Birthe Løssl

Hos Nationalpark Kongernes Nordsjælland er vinderne af en fotokonkurrence nu fundet.

Konkurrencen kaldet #Kongesteder har de sidste to måneder markeret nationalparkens toårige fødselsdag.

Jeg blev virkelig overrasket, for når man har taget et billede, er det ikke sikkert andre synes, det er godt.

Birthe Løssl, vinder af fotokonkurrence

Og ifølge Carl F. Bruun, der er bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, er det gået over alt forventning.

Læs også Oplev Ungdomsøen: Soldatersenge, underjordiske gange og kajakroning

- Det er gået fantastisk. Vi har modtaget knap 100 billeder, og det har været svært at udvælge vinderbillederne, fortæller han.

Konkurrence gik ud på, at fotoentusiaster kunne indsende billeder af deres yndlingssteder i nationalparken. I alt fire billeder er valgt ud.

Pibersletten ved Esrum Sø. Fotoet har vundet 1. pladsen i nationalparkens fotokonkurrence #Kongesteder. Foto: Birthe Løssl

Stolt vinder

Førstepladsen er gået til Birthe Løssl fra Fredensborg, der på forhånd havde afskrevet muligheden for at vinde.

- Jeg er stolt, for konkurrencen er virkelig hård. Så jeg blev også virkelig overrasket, for når man har taget et billede, er det ikke sikkert andre synes, det er godt, siger hun. 

Det er en glad Birthe Løssl, der har fået førstepladsen i Nationalpark Kongernes Nordsjællands fotokonkurrence #Kongesteder Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

Vi skulle oprindeligt have haft et stort arrangement på Pibersletten ved Esrum Sø, men det kunne vi ikke på grund af corona.

Carl F. Bruun, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Det lægger i det hele taget naturligt for Birthe Løssl at fotografere naturen.

- Jeg er et naturmenneske, så jeg befinder meget i naturen og har altid et kamera med, fortæller hun.

Mindesten ved Stjernen i Gribskov. 2. plads fotokonkurrencen. Foto: Anker Heegaard

Ikke en del af planen

Selvom konkurrencen er forløbet godt, var den faktisk slet ikke en del af den oprindelige plan for fejringen.

- Vi skulle oprindeligt have haft et stort arrangement på Pibersletten ved Esrum Sø, men det kunne vi ikke på grund af corona. Så fik min sekretariatschef den glimrende idé, at vi skulle lave en fotokonkurrence, som skulle udskrives på fødselsdagen, forklarer Carl F. Bruun.

Fotoet her har fået 3. pladsen. Det viser Bøgeholmsøen ved Ålsgårde i Helsingør Kommune. Foto: Tine Uffelmann

Den corona-venlige idé blev hurtigt grebet.

- Det blev en fotokonkurrence, fordi der kunne folk gå rundt alene og tage gode billeder af naturen, siger Carl F. Bruun.

Læs også Tivoli lukker populær musikskole og parkerer storstilet kulturhusprojekt

Fokusset på naturen flugter også med, at Nationalpark Kongernes Nordsjællands er en statslig fond, nedsat af miljøministeriet. Her arbejder man primært med projekter, der styrker natur, kultur og lokaludvikling.

Det her billede af Gurre Sø i Helsingør Kommune har fået 4. pladsen. Foto: Vivian Larsen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik