Muligt stenkast mod bil - bilist så sten på størrelse med en tennisbold

En bilist har tirsdag anmeldt, at der fra et buskads blev kastet en sten mod hans bil på en vej ved Helsinge.

Politiet søgte tirsdag eftermiddag med hunde i et område ved Helsinge efter et muligt stenkast mod bil. Det lykkedes dog ikke at finde stenen.

- Vi har søgt med hunde, men vi har ikke fundet noget. Der er masser af sten sådan et sted, men vi har ikke fundet den sten, vi tror, det er, siger vagtchef Christian Kobbernagel fra Nordsjællands Politi tirsdag aften.

Stenen, der skulle være kastet fra et buskads ud til Kildevejen, ramte forruden på bilen, men den gik ikke gennem glasset. Ruden er beskadiget, men hverken bilist eller passager kom noget til.

Men det kunne være endt værre, vurderer Christian Kobbernagel.

- Hvis stenen var gået igennem, kunne man være kommet helt forfærdeligt til skade.

- Jeg betragter det som en alvorlig sag, siger vagtchefen.

På størrelse med en tennisbold

Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.58. Her blev der ifølge den 60-årige fører af bilen kastet en sten på størrelse med en tennisbold.

Han har vurderet, at han kørte 70-80 kilometer i timen, da stenen kom flyvende fra buskadset og ramte bilen.

Det er endnu uvist, hvem og hvor mange der stod bag.

Vagtchefen håbede at finde stenen for at komme nærmere, hvem der skulle have kastet den.

- Stenens størrelse og vægt indikerer for det første noget om farligheden af det her. Og så kan der, hvis man er heldig, være fingeraftryk eller dna på stenen, siger Christian Kobbernagel.

Han vurderede på forhånd, at den ville blive meget svær at finde, og det fik han ret i. Arbejdet med at lede efter stenen bliver ikke genoptaget.

I stedet venter politiet på, at undersøgelser af bilen er klar, og derudover vil det igen snakke med de, der var i bilen, da stenen ramte.

- Det kan være, når man lige har tænkt over det, at man har set noget, som vi kan gå videre med, siger vagtchefen.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik