Medarbejder på botilbud smittet med coronavirus

Alle medarbejdere og beboere vil blive testet i de kommende dage, efter at en medarbejder har fået Covid-19.

Tirsdag blev en person konstateret smittet med Covid-19 på Vega Botilbud i Helsinge, som er et botilbud til borgere med udviklingshæmning og autisme.

Smitten er registreret hos en medarbejder, som har nået at have kontakt til enkelte beboere, før smitten blev konstateret.

Det oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse onsdag.

- Vi har nu det første registrerede tilfælde på et botilbud. Det betyder, at vores beredskabsplan ved smitte er trådt i kraft. Det medfører en målrettet indsats for at inddæmme og stoppe spredningen, siger Per Ullerichs, velfærdsdirektør i Gribskov Kommune, i pressemeddelelsen.

Beredskabsplanen medfører, at man straks iværksætter Sundhedsstyrelsens procedure omkring testning og inddæmning for at forebygge et udbrud.
 
Ud fra et forsigtighedsprincip anbefales det, at alle borgere og personale, der testes negative i forbindelse med første screening, testes igen efter syv dage.

Det anbefales yderligere, at man med syv dages mellemrum gentager testning af borgere og personale, der testes negative, indtil der ikke længere konstateres nye tilfælde af smitte.

quote Vi følger situationen meget tæt og tager løbende de nødvendige forhåndsregler

Per Ullerichs, velfærdsdirektør i Gribskov Kommune

Ud over testning ser man på antal beboere og eventuelle behov for isolation af områder samt eventuelle besøgsrestriktioner.

Pårørende er underrettet

Ifølge kommunen oplyser Vega Botilbud, at de pårørende er underrettet. På baggrund af de tests, som er gennemført på nuværende tidspunkt, har man hjemsendt den medarbejder, som var positiv.

Tilfældet på Vega Botilbud betragtes umiddelbart som et enkeltstående tilfælde, som inddæmmes, og derfor ikke har betydning for genåbningen af Gribskov Kommune.

- Vi følger situationen meget tæt og tager løbende de nødvendige forhåndsregler. Som udgangspunkt tror og håber vi, at dette kan betragtes som et enkeltstående tilfælde,” slutter velfærdsdirektør Per Ullerichs.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik