Læge smittet med coronavirus - lægehus i karantæne

Et lægehus i Gribskov Kommune er lukket, efter der er blevet konstateret smitte med covid-19 i klinikken.

Opdateret med information om, hvem i lægehuset, der er smittet med Corona-virus

Lægehuset Lægerne i Græsted har drejet nøglen om foreløbigt.

Det står klart, efter der er blevet konstateret smitte med coronavirus, som i disse dage rammer Danmark særdeles hårdt.

Det oplyser lægehuset på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at lægehuset holder lukket til og med den 20. marts.

Samtidig henviser lægehuset alle patienter til de øvrige lægehuse i Gribskov Kommune.

“Du har ringet til Lægerne i Græsted. Klinikken er lukket på grund af karantæne for coronavirus frem til og med den 20. marts. Vi henviser til følgende numre ved akut sygdom (…)”, lyder det, når man ringer til lægehuset i dag, torsdag.

Ifølge Ugeposten Gribskov er den smittede lægen Charlotte Bang Plum, som for nyligt er kommet hjem fra en skiferie i Tyrol.

Tyrol i Østrig er et af de steder, hvor corona-smitten, lige som i Danmark, har fået godt fat i befolkningen.

- Jeg kom hjem og var bare lidt snottet, men havde ingen feber eller andre symptomer. Men så blev jeg testet, og så var det altså corona, siger lægen til Ugeposten Gribskov.

Her er beskeden, man bliver mødt af på Lægerne i Græsteds hjemmeside.
Her er beskeden, man bliver mødt af på Lægerne i Græsteds hjemmeside.
Foto: Screendump/ Lægerne i Græsted

Kommune henviser til region: "Vi står i en ekstraordinær situation"

TV 2 Lorry har spurgt Gribskov Kommune, hvor patienterne fra den corona-ramte praksis skal søge hen, ligesom vi har spurgt, hvorvidt der iværksættes ekstra foranstaltninger til at modtage de potentielt mange patienter.

Gribskov Kommune ønsker ikke at udtale sig i sagen på grund af den ekstraordinære situation, som kommunen i øjeblikket står i som følge af regeringens mange lukninger på grund af covid-19.

I stedet henviser de til Region Hovedstaden, som har ansvar for de privatpraktiserende læger.

TV 2 Lorry har spurgt Region Hovedstaden, hvad det betyder for patienterne, og hvorvidt andre privatpraktiserende læger også er lukket på grund af konstateret corona-smitte

Regionen er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Hver sjette borger uden egen læge.

I en artikel fra DR fra 2019, som er lavet på baggrund af de seneste tal fra PLO fra 2018, fremgår det, at en praktiserende læge i Gribskov Kommune i gennemsnit har 1.557 patienter.

Hos Lægerne i Græsted er der tilknyttet i alt fire praktiserende læger, og derfor kan over 6.200 borgere i Gribskov Kommune potentielt være tilknyttet lægehuset.

Det svarer til, at knap hver sjette borger i kommunen nu ikke kan gå til deres egen læge.

Foruden de fire læger arbejder der en laborant, en sygeplejerske, en sekretær og en lægesekretær i lægehuset, fremgår det af Lægerne i Græsteds hjemmeside.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik