Kvinde døde efter fejl: "Kommune kendte til kritisable forhold"

Der skulle lig på bordet, før Gribskov Kommune ville sikre en bedre sygepleje. Sådan lyder en enstemmig kritik.

Lige siden 2014, hvor Gribskov Kommune besluttede at sende sygeplejen i udbud, har FOA Nordsjælland forsøgt at råbe højt om de kritisable forhold. 

Derfor undrer det formanden for FOA Nordsjælland, Lene Lindberg, at en 91-årig dame muligvis skulle dø af mangelfuld pleje, da hun i februar blev indlagt på hospitalet på grund af et ubehandlet sår, og gik bort den efterfølgende dag. 

Først i denne uge - efter massiv kritik og flere indslag i blandt andet TV 2 Lorry - har kommunen oprettet en såkaldt hotline, som borgere kan ringe til med klager, spørgsmål eller informationer om kommunens sygepleje, så fremtidige uheld kan undgås. 

- Det burde de jo have gjort for år tilbage, lyder det fra Lene Lindberg til TV 2 Lorry. 

Ældrerådet: Der skulle lig på bordet

Også Ældrerådet i Gribskov har i flere år forsøgt at gøre kommunen opmærksom på problemerne med den mangelfulde hjemmesygepleje.

Ifølge dem har virket som om, at der skulle lig på bordet, før kommunen tog sagen alvorligt, forklarer man til TV 2 Lorry.

Og i Dansk Sygeplejeråd deler man ligeledes kritikken af kommunens måde at håndtere de mange negative sager på:

- Jeg synes, det er problematisk, at Gribskov Kommune, der har ansvaret for det her, ikke har fulgt ordentligt op på de bekymringer, vi har lagt frem, og har sørget for at få rettet op på det her, siger kredsnæstformand Mette Sofie Haulrich til TV 2 Lorry. 

Byråd stemte imod øget kontrol af plejefirma

Fra politisk side er der også opbakning til kritikerne fra Socialdemokraterne, som på et byrådsmøde i januar foreslog øget kontrol med plejefirmaet Attendo - et forslag, som et flertal stemte imod - herunder Venstre med borgmester Kim Valentin i spidsen.

- Jeg mener afgjort, at man har lukket øjnene. Jeg synes simpelthen ikke, det er ok.

- De sidste 15 til 20 år har de arbejdet på at udlicitere og udhule hele det her område, siger Pia Foght (Soc. Dem.), der er medlem af Social- Sundhedsudvalget, til TV 2 Lorry. 

Borgmester vil tænke over stramninger

Det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Social- og Sundhedsudvalget Birgit Roswall (Venstre) eller Kim Valentin.

Borgmesteren fortalte dog i et interview med TV 2 Lorry i sidste uge, at han ville "reflektere over", om der er brug for et strengere tilsyn med plejefirmaet Attendo.

I samme interview tilkendegav Kim Valentin, at det i sidste ende er hans anvar, at sygeplejen fungerer, som den skal. 

Tilsyn gav skidt vurdering i 2016

Plejefirmaet Attendo havde uanmeldt kontrolbesøg den 14. 22. og 23. november 2016 hos deres tre hjemmeplejegrupper i henholdsvis Gilleleje, Helsinge og Græsted.

Alle tre hjemmeplejegrupper fik samme nedslående vurdering i rapporten: “En del og/eller væsentlige mangler, som vil kræve en bevidst og målrettet indsats for at kunne afhjælpes”.

Til trods for, at der var meget, der skulle forbedres, så skrev administrationen på rådhuset, at der var væsentlige forbedringer i forhold til forrige kontrolbesøg.

Kilde: Netavisen Gribskov

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget Birgit Roswall har tidligere udtalt til TV 2 Lorry, at hun generelt er tilfreds med plejefirmaet Attendo:

- De løfter trods alt 1000 borgere og leverer både hjemmepleje og rengøring. Mange borgere får endda besøg flere gange i døgnet. Desværre er det sådan, at hvor mennesker arbejder, der laves fejl, sagde hun. 

Forvaltning: Det er ikke vores indtryk

Direktøren i Center for Social og Sundhed, Mette Bierbaum, forklarer, at kommunen tager den seneste kritik meget alvorligt:

- Generelt er det ikke vores indtryk, at vi har haft store problemer med vores ældrepleje eller hjemmesygepleje. Det er klart, at det forløb, som vi har haft her i foråret, det har givet anledning til alvorlige bekymringer, og det er også det, vi handler på med forskellige tiltag, siger hun. 

Gribskov Kommune vil den 10. august holde et møde med Attendo om firmaets fremtidige drift af hjemmesygeplejen i kommunen. 

Kommunen har i lang tid været bevidste om de kritisable forhold i hjemmesygeplejen, lyder det fra både Dansk Sygepleje Råd og fagforeningen FOA.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik