Kommune vil give gravide rygere særskilt rygestopskursus

En hidtil ukendt gruppe af borgere fra Gribskov Kommune har modtaget henvisninger til rygestop, og det får nu kommunen til at handle.

De fleste rygere, der er stoppet - eller har forsøgt at stoppe med at ryge - ved, hvor svært det kan være at skodde cigaretterne helt.

Det er ikke anderledes for gravide, selvom de ved, at rygning kan skade fosteret.

I Gribskov Kommune har man siden 2019 tilbudt rygestopkurser til kommunens borgere. Og det med stor succes. Cirka 68 procent af deltagerne er røgfri efter seks måneder. Det viser Rygestopbasens årsrapport 2020, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

quote Vi vil gerne skabe positive og trygge rammer, så de gravide får et fællesskab med ligestillede

Birgit Roswall (V), formanden for udvalget for Ældre, Social og Sundhed Birgit Roswall

Rygestopkurserne er blevet til i samarbejde med Region Hovedstaden, og samarbejdet har tydeliggjort, at der er en særlig sårbar gruppe, som ønsker hjælp.

Således har kommunen kendskab til syv gravide, der ønsker hjælp til at stoppe med at ryge. De er alle blevet henvist til rygestop fra svangreambulatoriet på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Nu skal Gribskov Kommune så tage stilling til, om der skal tilbydes et særskilt rygestopkursus til kommunens gravide, så de ikke skal deltage ved samme kursus som kommunens andre borgere.

- Vi vil rigtig gerne gøre noget særligt for de gravide rygere. Derfor afsætter vi nu et ekstra beløb, så vi tager særlig hånd om dem. Her vil de gravide kvinder kunne melde sig til og gå på et hold, der kun består af gravide kvinder, så de får ligesindede i samme situation at spejle sig i, siger formanden for udvalget for Ældre, Social og Sundhed Birgit Roswall (V) i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Erfaringer viser, at gravide sjældent søger de almindelige rygestopkurser, fordi de frygter, hvad de andre deltagere på kurset vil tænke om dem, fordi de fleste ved, at rygning kan skade fosteret. Vi vil gerne skabe positive og trygge rammer, så de gravide får et fællesskab med ligestillede og dermed får lettere ved at holde op med at ryge og forhåbentlig forblive røgfrie, siger Birgit Roswall.

Rygning under graviditeten er skadeligt for fosteret

Forskningen viser tydeligt, at rygning er meget usundt for fosteret. Nyfødte, hvis mor har røget under graviditeten, vejer i gennemsnit 250 gram mindre end børn, hvis mor ikke har røget. Alt på barnet bliver mindre, hvis man ryger – også organerne, fx hjerne, lunger og nyrer.


Derudover er der andre risici involveret med rygning under graviditet:

Større risiko for at føde for tidligt, eller at fosteret dør


Efter fødslen er risikoen for vuggedød op til tre gange større, hvis man har røget under graviditeten


Spædbørn af rygere har større risiko for at få infektioner i luftvejene, astma, bronkitis og mellemørebetændelser.


Sådan påvirker rygningen fosteret


Når moderen trækker vejret, vil hun overføre de fleste af de stoffer, som kommer ned i lungerne, til fosteret gennem moderkagen. Det gælder både nyttige og skadelige stoffer. Kulilten fra cigaretrøgen binder sig til de røde blodlegemer, og skubber derfor ilten væk. Det betyder, at fosteret hele tiden vil lide af lidt iltmangel. Nikotinen i tobakken gør, at dine blodårer trækker sig sammen, så dit foster får mindre blodtilførsel.


Kulilten og nikotinen og mange andre stoffer i røgen gør, at barnet bliver dårligere rustet til at klare påvirkninger. Samtidig stiger fosterets puls, som betyder, at det bruger mere energi.


Rygestop på et hvilket som helst tidspunkt under graviditeten har en positiv effekt på barnet.

Populære rygestopskurser

Det første rygestopkursus i Gribskov Kommune blev afholdt den 28. august 2019, og siden da har mere end 126 borgere være på kursus, på trods af nedsat kapacitet i forbindelse med coronapandemien.

Det har vist sig at være en stor succes, og de af kommunens borgere, der har deltaget ved et rygestoskursus, er da også rigtig tilfredse med kurserne, viser det sig. Over 98 procent af deltagerne er tilfredse med kurset, og det placerer Gribskov i top tre ud af 60 kommuner, når der vurderes på tilfredshed og røgfrihed.

Rygestopkurserne i Gribskov Kommune afholdes af Rygestopkonsulenterne, og de har nogle rigtig dygtige undervisere. Derfor opfordrer vi alle rygere med mod på det til at melde sig til, der er nemlig stadig ledige pladser på kurserne til efteråret,” siger næstformanden.

Kurserne er gratis for borgerne og fordeles efter ”Først til mølle”. Læs her, hvordan du tilmelder dig.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik