Kommune opsætter 30 intelligente skraldespande – skal løse flere ”dumme” problemer

Skadedyr, lugtgener og plastikforbrug er blot nogle af de ting, som de nye skraldespande løser.

Fremtidens skraldespande er mere end blot en beholder.

I Gribskov har byrådet afsat midler til nye, intelligente skraldespande, og den sidste af i alt 30 er nu blevet sat op.

Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen så sikrer spandene, at der vil være mindre skrald i gadebilledet, idet størstedelen af de nye spande har installeret en automatisk komprimator, drevet af solenergi, der presser affaldet sammen og dermed har større kapacitet.

Nogle af spandene er dobbeltstationer, som også har en beholder til flasker.

Helt billige er de dog ikke.

Her ses nogle af de nye, intelligente skraldespande i Gribskov.
Her ses nogle af de nye, intelligente skraldespande i Gribskov.
Foto: Gribskov Kommune - Facebook

Prisen for de 30 skraldespande løber således op i omtrent 300.000 kroner, oplyser kommunen til TV 2 Lorry.

Til gengæld så medfører de nye skraldespande færre rotter og fugle ved spandene.

- Vi ved fra andre kommuner, som allerede er gang med lignende projekter, at den større kapacitet i højere grad sikrer, at der ikke ligger affald uden for spandene, som ellers ville kunne tiltrække store fugle og rotter, siger Dorethe Ungstrup, der er centerchef i Center for Teknik og Borgerservice i kommunen.

I alle de nye intelligente spande er der desuden er installeret en chip, der via en styrings-software binder alle spandene sammen. På den måde kan entreprenøren fra sin computer holde øje med, om spandene er ved at være fyldte.

- Det giver mulighed for at planlægge en smart tømning, da man aldrig kører forgæves, og at en spand ikke bliver overfyldt, hvilket der er stor risiko for med de gamle ”dumme” spande, siger Dorethe Ungstrup.

Duftblokke fjerne lugtgener

Hertil kommer, at kommunen sparer på plastposerne, da de på denne intelligente måde altid vil være udnyttet fuldt ud. For at forhindre eventuelle lugtgener fra affaldet er der desuden monteret duftblokke i alle spandene.

De nye skraldespande er ifølge Dorethe Ungstrup produceret af en stor koncern, som har hundredevis af andre spande installeret rundt om i verden.

- Dermed har kommunen fået et produkt med den seneste teknologi, der er driftssikkert og gennemtestet af en lang række brugere, siger centerchefen.

De nye skraldespande, løser flere problemer, mener udvalgsformand. 
De nye skraldespande, løser flere problemer, mener udvalgsformand. 
Foto: Gribskov Kommune - Facebook

Politiker: En økonomisk og miljømæssig gevinst

Selvom skraldespandem koster i omegnen af 30.000 kroner stykket, så er de prisen værd, mener formanden for udvalget Udvikling, By og Land, Pernille Søndergaard fra partiet Nytgribskov.

- Vi kørte en test med dem sidste år ved Tisvilde Strand, og det gik rigtigt godt.

- Det, der er fordelen, er, at vi tømmer dem, når de er fyldte, og de heller ikke når at blive overfyldte. Det betyder dels noget for økonomien og dels noget for miljøet, at vi ikke skal skraldebiler ud at køre, når det ikke er nødvendigt, siger Pernille Søndergaard.

Samtidig bliver det lettere for kommunen at holde strandene rene i sommmerperioden, forklarer udvalgsformanden.

- Tidligere år har vi i sommerferien været ude to gange ugentligt og tømme ved vores strande. Både når det var godt eller dårligt vejr. Men når det var dårligt vejr, var spandene halvfyldte, og når det var godt vejr, så skete det ofte, at vi blev kontaktet af borgere, der oplevede, at skraldet lå ud over det hele. Det er jo noget griseri, og det er også dyrt at have folk ude og samle det op. Så det løser begge problemer, siger Pernille Søndergaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik