Kantpæle over 250 meter mejet ned på skolevej

Gribskov Kommune efterlyser vidner, efter at et større antal kantpæle til en værdi af 40.000 er blevet væltet på en skolevej ved Græsted.

Trafiksikkerheden ved Græsted har lidt et alvorligt knæk, efter at en eller flere ukendte bilister har mejet stort set samtlige kantpæle ned over en 250 meter lang strækning på Tingbakken - tæt på den lokale skole, Tingbakkeskolen.

- Pælene er vigtige for skolebørn og andres sikkerhed, da pælene markerer adskillelsen mellem kørebane og cykelsti, skriver Gribskov Kommune på sin Facebook-side, hvor de har postet billeder af de væltede kantpæle.

quote Det er kedeligt, når kommunens udstyr bliver ødelagt på den måde.

Pernille Søndergaard, formand for Gribskov Kommunes Udvalg for Udvikling, By og Land.

Kommunen efterlyser nu vidner til hændelsen. Ud over at de væltede kantpæle forringer trafiksikkerheden, er de nemlig også dyre at få erstattet, da kommunen ikke har nogen forsikring.

- Det koster cirka 40.000 kroner at reparere - så vi håber, at bilistens forsikring kan dække, lyder det i opslaget.

Udvalgsformand ærger sig

Formanden for Gribskov Kommunes Udvikling, By og Land-udvalg, Pernille Søndergaard fra Nyt Gribskov, håber, at opslaget vil få den ansvarlige bag hærværket til at melde sig.

- Det er kedeligt, når kommunens udstyr bliver ødelagt på den måde. Trafiksikkerheden er i højsædet, og de børn, der cykler på den strækning, har brug for de kantpæle. Og det samme har bilisterne, siger hun til TV 2 Lorry.

Ifølge Pernille Søndergaard er Gribskov Kommune – ligesom de fleste andre kommuner – selvforsikret. De 40.000 kroner skal derfor findes i kommunekassen. Penge, der kunne være brugt på noget andet, forklarer hun.  

- Kommunens udstyr er betalt af vores allesammens skattepenge, og det er altid ærgerligt, når vi skal pille 40.000 kroner af vores skattepenge op til noget, der kunne være undgået, siger hun.

Ifølge Gribskov Kommune arbejdes der i øjeblikket på at få kantpælene erstattet med nogle nye hurtigst muligt.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik