Helle vil have flere til at opdage ferie i den danske natur med glamping

Hvis du er en af de mange, der har fravalgt rejsen sydpå i år, behøver du ikke at fortvivle.

I hvert fald ikke ifølge Helle Lund. 

Hun håber, at coronakrisen kan være med til at åbne fleres øjne op for de oplevelser, man kan have i den danske natur.

Hun er indehaver af Gilleleje Camping og Feriecenter, hvorfra hun forsøger at skabe et lidt anderledes syn på camping.

- Camping er jo ved at ændre sig. Det er ikke så stereotypt, som det har været før i tiden. Og jeg synes, mange flere burde få øjnene op for det. Det håber jeg, de gør. For det er noget andet i 2020, end det var i 1998, understreger hun.

Glamping tiltrækker de unge og grønne campister

Hun har blandt andet - som den eneste campingplads i Nordsjælland - valgt at tage glamping til sig. En ferieform, der kombinerer glamour og camping.

- Vi har forsøgt at lave noget mere luksuriøst, så det ikke er så primitivt at være på camping. Og det er jo rigtig rart, at camping bliver åbnet for flere unge mennesker, der vil ud og have fred og ro. Og mærke naturen, fortæller hun.

- Alt hvad du finder på et værelse på et luksushotel, det har du indeni et telt. Her kan du bare høre vinden suse, og regnen dryppe ned. Du kan høre fuglene pippe. Du er udendørs. Og alligevel har du din bekvemmelighed omkring dig.

På Helle Lunds feriecenter i Gilleleje er efterspørgslen på glamping stærkt stigende; campingpladsens to glampingtelte er mere eller mindre fuldt bookede resten af sommeren. Og fortrinsvist af folk, der ikke er vant til at campere.

- Og det er jo rigtig godt i disse coronatider, at danskerne får øjnene op for camping herhjemme. Vi har jo nogle fantastiske camingpladser og en fantastisk natur. Uanset om det regner eller blæser, eller om solen skinner, så er der masser af oplevelser med det danske vejr. Og det kan man godt, fastslår hun.

Glamping

Glamping er sammensat af ordene 'glamour' og 'camping'. 

 

Det er en ny ferietrend, som vi ser mere og mere af. Konceptet har fokus på ‘staycation’ - altså at holde ferie hjemme.


Der fokus på komfort, bekvemmelighed og i nogle tilfælde hotellignende faciliteter - ikke noget man lige forbinder med traditionel camping.

 

Kilde: Goglamping

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik