Hærværk mod omstridt telemast - politiet beder om hjælp

Der har den seneste tid været begået hærværk mod flere telemaster i Nordsjællands politikreds.

Nordsjællands Politi rykkede onsdag morgen ud til en anmeldelse om, at der var blevet udøvet groft hærværk i forbindelse med opsætningen af en 42 meter høj telemast på Villingerødvej i Dronningmølle ved stationspladsen.

Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.

En eller flere ukendte gerningspersoner havde hældt beton på flere bolte og i rør på stedet.  Gerningstidsrummet kan være en længere periode op til anmeldelsestidspunktet.

Politiet oplyser, at man har foretaget gerningsstedsundersøgelser på stedet, og man gerne vil i kontakt med borgere, som har været vidner til hændelsen, eller som i øvrigt har oplysninger om sagen.

Opsætningen af den pågældende telemast i Dronningmølle har i nogle år været et omstridt projekt i byen. En større gruppe borgere, der har haft samlet sig i en 'mastegruppe', har kraftigt protesteret imod opsætningen.

Borgerne mener, at telemasten vil skæmme bybilledet i Dronningmølle. Samtidig er de utilfredse med hele forløbet, som er gået forud for beslutningen om opsætningen af masten.

De føler, at administrationen og medlemmerne af udvalget for Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune ikke har lyttet til deres forslag om en alternativ placering af masten.

Borgerne fra Dronningmølle var i december 2019 mødt talstærkt op i Gribskov Kommunes byrådssal i Helsinge.
Borgerne fra Dronningmølle var i december 2019 mødt talstærkt op i Gribskov Kommunes byrådssal i Helsinge.
Foto: Jan-Helge Larsen

Flere sager om hærværk mod telemaster

Borgerne i mastegruppen forsøgte i slutningen af 2019 en sidste krampetrækning i deres modstand ved at møde talstærkt op i byrådssalen i Helsinge med fakler og skilte, hvor de ved et byrådsmøde protesterede mod beslutningen om telemastens placering.

- Vil byrådet sætte beslutningen på pause og lade udvalget komme ud og se på forholdene? Dem, der har gjort det, har jo set, at det her er tosset, lød det fra Jan-Helge Larsen, medlem af mastegruppen i Dronningmølle, hvilket medførte højlydte klapsalver fra tilhørerne.

Pernille Søndergaard (Nytgribskov), formand for Udvikling, By og Land, afviste dog den appel.

- Sagen er afsluttet på udvalgsmødet den 26. november. Beslutningen om at arbejde videre med placeringen på stationspladsen er endeligt vedtaget på det møde. Der startes ikke nogen ny proces op. Det er ikke muligt for byrådet at sætte beslutningen på pause, når den er afviklet i udvalget, sagde Pernille Søndergaard.

Til sidst måtte borgmester Anders Gerner Frost (Nytgribskov), som var ordstyrer, noget bestemt afslutte spørgsmålene fra Jan-Helge Larsen. Han måtte således forlade spørgsmåls-mikrofonen, men nåede en afsluttende bemærkning.

- Fra nu hedder det ikke længere Dronningmølle, men 'Dronningmast', sagde han.

Der har den seneste tid været tre brande i to forskellige telemaster i Helsinge og Vejby, som politiet efterforsker som påsatte. Men politiet skriver i deres døgnrapport, at onsdagens hærværk i Dronningmølle ikke formodes at have relation til disse forbrydelser.

Fakler og skilte i kampen mod telemasten i Dronningmølle i december 2019.
Fakler og skilte i kampen mod telemasten i Dronningmølle i december 2019.
Foto: Jan-Helge Larsen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik