Godhavnsdreng vil donere sine erstatningspenge: - Det er penge til børnene

Dokumentar, undskyldning og nu erstatning: Få overblik over Godhavnsdrengenes forløb nederst i artiklen.

- Jeg håber, at vores erstatning kan bane vejen for andre, der også har fortjent det, siger Peer Elin Balken.

Tidligere på ugen fik han sammen med 16 andre Godhavnsdrenge tildelt en erstatningssum på hver 300.000 kroner fra staten. Erstatningen, som blev indgået ved et forlig, skal ses som godtgørelse for den misrøgt og de overgreb, mændene i årevis blev udsat for, da de som børn var anbragt på børnehjemmet Godhavn i 1960'erne.

quote Det er ikke en donation til børnehjemmene. Det er penge til børnene.

Peer Elin Balken, Godhavnsdreng

For Peer Elin Balken har forliget været en kæmpe lettelse, og han håber, at aftalen kan give mulighed for en general erstatningsordning, så andre ikke skal igennem lange og hårde retssager.

- Jeg valgte at gå med i erstatningssagen for alle de andre, der ikke er stærke nok til at kæmpe, siger han.

For ham har det aldrig handlet om pengene i sig selv, men om den samlede anerkendelse af, at staten har fejlet. En anerkendelse, som udover at rumme en officiel undskyldning fra Mette Frederiksen nu også indebærer en erstatningssum:

- I mit univers har jeg altid følt, at man ikke kan give det ene uden at give det andet.

Giver pengene væk

Faktisk er Peer Elin Balken så lidt interesseret i pengene, at han har valgt at donere næsten alle 300.000 kroner væk.

Efter at have kæmpet flere år med misbrug af alkohol og stoffer, har Peer Elin Balken i dag i en alder af 65, det han selv vil betegne som et godt liv, og hvor han fra sin lejlighed i Vanløse nyder tilværelsen blandt andet ved at se skisport i fjernsynet.

- Jeg er førtidspensionist og har det, som jeg skal bruge, siger han.

Derfor har han heller ikke selv en interesse i at beholde pengene. Han ønsker i stedet, at de skal gå til at forsøde dagligdagen for nogle af de børn, som bor på børnehjem i Danmark.

På billedet ses Peer Elin Balken journal. Det er blandt andet ved hjælp af denne, at han har fundet frem til de børnehjem, han i sin barndom var anbragt på.
På billedet ses Peer Elin Balken journal. Det er blandt andet ved hjælp af denne, at han har fundet frem til de børnehjem, han i sin barndom var anbragt på.
Foto: TV 2

Peer Elin Balken har valgt, at pengene skal fordeles mellem tre børnehjem, som er tilbage af de i alt 25, han i sin barndom selv nåede at være anbragt på:

  • Godhavn
  • Villa Kokkedal
  • Julemærkehjemmet - Peer var anbragt på to julemærkehjem, som ikke eksistere i dag, men han har valgt, at Julemærkehjemmet skal modtage en donation.

Beslutningen om at donere sine penge til Godhavn, hvor han som barn blev udsat for både misrøgt og medicinske eksperimenter, har ikke været en svær beslutning:

- Allerede dengang, hvor vi begyndte at kæmpe for en undskyldning, vidste jeg, at hvis der skulle komme erstatningspenge ud af det, skulle de gå til de steder, hvor jeg boede som barn.

En række drenge ses stå på rækker i gymnastiksalen. Arkivbillede fra børnehjemmet Godhavn.
En række drenge ses stå på rækker i gymnastiksalen. Arkivbillede fra børnehjemmet Godhavn.
Foto: Johnny Viinblad Jensen

For Peer Elin Balken har det altid været logisk, at pengene skulle gå til børnene på børnehjemmene. For som han selv forklarer, har børnene brug for at vide, at nogen passer på dem. Det har aldrig nogensinde været børnenes skyld, at der er forgået forfærdeligheder på Godhavn. Derfor skal de heller ikke straffes:

- Det er ikke en donation til børnehjemmene. Det er penge til børnene.


Undskyldning gav mulighed for erstatning

Forliget om erstatningspengene kommer halvandet år efter, at statsminister Mette Frederiksen som den første danske regeringsleder gav Godhavnsdrengene et officielt "undskyld".

Da Mette Frederiksen i sommeren 2019 kom til regeringsmagten, gik der kun få dage, før hun i en tale meddelte, at behandlingen af Godhavnsdrengene var et af de mørkeste kapitler i den nyere danmarkshistorie, og at mændene alle skulle have en officiel undskyldning.

I 2019 blev billedet, hvor en af Godhavnsdrengene modtager et kram fra statsministeren, kåret som årets pressefoto
I 2019 blev billedet, hvor en af Godhavnsdrengene modtager et kram fra statsministeren, kåret som årets pressefoto
Foto: Sarah Hartvigsen Juncker

I knap 15 år kæmpede Godhavnsdrengene for en officiel undskyldning fra staten. En undskyldning for ikke at have ført ordentlig tilsyn med de institutioner, hvor de i deres barndom og ungdomsår havde boet.

Så da undskyldningen så endelig kom 13. august 2019, var det en kæmpe sejr og en meget rørende dag, fortæller Peer Elin Balken.

- Det er undskyldningen, som jeg fra start af har været interesseret i, og den har skabt mulighed for at få erstatning.

Vil selv rejse rundt

Peer Elin Balken har planer om at fordele de i alt 300.000 kroner nogenlunde ligeligt mellem de tre børnehjem - bortset fra omkring 30.000 kroner, som skal gå til eventuelle rejseudgifter. For han har planer om selv at rejse rundt og besøge de tre børnehjem.

- Jeg glæder mig til at komme rundt på besøg og få talt med nogle af børnene.

Og det er han ikke den eneste, der gør. Godhavn har allerede inviteret den tidligere beboer til blive nogle dage i løbet af sommeren.

Til ugeavisen Vanløse Liv fortæller forstander på Godhavn, Søren Skjødt, at man både er utroligt rørt og glade over den flotte donation, som ender på omkring 90.000 kroner. Penge som blandt andet skal bruges på nye femmandsfodboldmål, hvor Peer Elin Balken navn skal indgraveres i stolperne.

Og nye fodboldmål er noget, som Peer Elin Balken synes, lyder som en fin idé:

- Så længe pengene bruges på noget, der kan give børnene ekstra glæde i hverdagen, så er jeg tilfreds.

Få overblik over sagen om Godhavnsdrengene, som har kæmpet for oprejsning for deres ødelagte barndom på børnehjemmet Godhavn, på tidslinjen her:

Få overblik over forløbet: Sagen om Godhavnsdrengene

1893: Godhavn stiftes

Børnehjemmet for drenge Godhavn stiftes i Tisvildeleje i Nordsjælland som selvejende institution.


2005 : Dokumentar viser misrøgt af drenge


DR dokumentaren 'Drengehjemmet' sendes. Her kommer det frem, at der er foregået slem misrøgt på børnehjemmet Godhavn.

Efter dokumentaren mødes en række tidligere anbragte fra Godhavn. De organiserer sig i gruppen "Godhavnsdrengene".


2009: Børnehjem bliver undersøgt


Socialministeriet finansierer en uvildig undersøgelse af forholdene på i alt 19 danske børnehjem, blandt andet Godhavn.


2010: Undersøgelse viser voldsomme overgreb

Godhavnsrapporten bliver til på baggrund af undersøgelsen. Rapporten fremlægger, hvordan flere drenge anbragt på Godhavn blev udsat for systematiske tæsk, seksuelle overgreb og medicinske forsøg i perioden fra 1946 til 1976.


2015: Kæmper for undskyldning

Godhavnsdrengene har kæmpet for en officiel undskyldning i ti år.


Socialministeriet frifindes


Københavns Byret finder kravet om erstatning forældet og frifinder Socialministeriet i sagen.


2017: Østre Landsret stadfæster dommen fra byretten.


Socialdemokratiet vil give undskyldning


Socialdemokratiet fremsætter et forslag om undskyldning til de tidligere børnehjemsbørn. Der er ikke flertal for forslaget i Folketinget.


Minister vil ikke give undskyldning


Børne- og socialminister Mai Mercado (K) udtaler, at regeringens position er, at staten ikke skal give mændene en undskyldning.


2018: Fjerner forældelsesfrist

Folketinget vedtager ny lov, som fjerner forældelsesfristen i alle sager om overgreb mod børn.


Blå blok og DF stemmer nej til Enhedslistens forslag om, at Godhavnsdrengene skulle have en officiel undskyldning.


2019: Mette Frederiksen vil sige undskyld


Under Folkemødet på Bornholm udtaler Mette Frederiksen, at hun officielt vil sige undskyld til Godhavnsdrengene, hvis hun vælges som statsminister.

Mette Frederiksen undskylder 13. august på vegne af Danmark til Godhavnsdrengene.


2021: Godhavnsdrenge får erstatning

17 Godhavnsdrenge får tildelt erstatning ved forlig med staten. De får 300.000 kroner hver.


Kilder: Ritzau, TV 2 Lorry, TV 2, DR

Mød virkelighedens Godhavnsdrenge.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik