Gilleleje-plejehjem var hårdt ramt af corona: Nu er alle raske

Glæden i på plejehjemmet Bavne Ager i Gilleleje er stor for tiden. Efter at være ramt af covid-19 blandt både personale og beboere, er alle nu testet negativ.

Som ét af de allerførste plejehjem i Danmark, blev friplejehjemmet Bavne Ager i Gilleleje ramt af den frygtede og smitsomme coronavirus.

Det medførte en hård tid, hvor plejehjemmets tre afdelinger blev isoleret hver for sig for at undgå smittespredning.

Men selvom tiden har været hård, er der nu gode nyheder fra Bavne Ager: Alle beboere og alt personale er blevet testet for coronavirus - og alle er negative.

Det oplyser administrerende direktør i OK-Fonden, Ulrik Ahrendt-Jensen, til TV 2 Lorry.

- Den sidste test kom negativ tilbage i går. Alle er glade. Vi (OK-Fonden, red.) er, beboerne er, medarbejderne og ikke mindst de pårørende er rigtig glade. Det har været en meget hård tid, og selvom det ikke er slut med coronavirus i Danmark endnu, så er det klart, at vi er lettede over, at alle har testet negativ, siger Ulrik Ahrendt-Jensen.

Fire beboere er afgået ved døden

Der er dog også skår i glæden. For på trods af, at den frygtede virus nu ser ud til at have sluppet sit tag i plejehjemmet og dets beboere og personale, har det også haft en pris.

Fire beboere på plejehjemmet er afgået ved døden med covid-19-smitte i kroppen.

I alt 13 beboere har været smittet, og de resterende ni er kommet sig over sygdommen.

Samtidig har seks medarbejdere været smittet med corona – og to af dem er stadig sygemeldt.

Ifølge Ulrik Ahrendt-Jensen skyldes det i høj grad, at der blev truffet hurtige og konsekvente beslutninger, da det første smittetilfælde var konstateret.

- Vi var blandt de første plejehjem med corona, og det er et bevis på, at en god og solid faglighed gør en forskel. Det betaler sig i sidste ende. Vi har haft formidable medarbejdere, som har gjort det så godt.

Holder fast i reglerne

- Det har handlet om at lukke de tre afdelinger, som er deroppe, af for hinanden. Køkken og administration har ikke haft adgang til plejeenhederne, og medarbejderne har været knyttet til samme afdelinger hele tiden, siger direktøren og tilføjer:

- Nu er vi smittefri, med vi holder opmærksomheden rettet mod corona fortsat. Det er ikke lige så belastende nu, men vi holder fast i reglerne, som er. Selvfølgelig hygiejne, værnemidler og ingen besøg udefra. Men det letter rigtig meget, at ingen længere er smittet.

Blomster på dronningens fødselsdag

Som en slags ekstra flødeskum på toppen af den ny, coronafri virkelighed på Bavne Ager, modtog beboerne på dronningens fødselsdag en helt særlig buket blomster.

Den var fra statsminister Mette Frederiksen, som ønskede beboerne alt godt.

- Vi er stolte over at vores plejehjem fik en hilsen i anledning af dronningens fødselsdag. Vi fik en fin buket og et kort fra statsministeren, siger Ulrik Ahrendt-Jensen fra OK-Fonden, som dog fastslår, at selvom alting ikke er, som de plejer at være, bliver det lidt bedre for beboerne på Bavne Ager nu:

Artiklen fortsætter efter billedet

Plejehjemmet fik en hilsen fra statsminister Mette Frederiksen.
Plejehjemmet fik en hilsen fra statsminister Mette Frederiksen.
Foto: Bavne Ager

- Der er nogle ting, der bliver lettere nu. De tre afdelinger er endnu lukket af fra hinanden, men beboerne på hver af de tre afdelinger kan interagere sammen igen. Der bliver mere aktivitet på den måde.

Plejehjemmet Bavne Ager i Gilleleje har i alt 72 beboere fordelt på tre afdelinger á 24 beboere.

Beboerne på Bavne Ager modtog på dronningens fødselsdag en helt særlig buket blomster.
Beboerne på Bavne Ager modtog på dronningens fødselsdag en helt særlig buket blomster.
Foto: Bavne Ager

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik