Gavekort, breve og sms’er holder unge fra stofferne: - Det havde været brugbart for mig

Valgfrie gavekort og opløftende statusbreve er nogle af de redskaber, som tages i brug i et nyt behandlingstilbud til unge med misbrugsproblemer. Tre kommuner i Lorryland har med succes implementeret behandlingen, der nu skal bredes ud til flere kommuner.

200 kroner i gavekort til en tøjforretning, til Matas, til et indkøbscenter - eller hvor end man kunne tænke sig det.

Det er en del af den behandlingsform for unge i stofmisbrug, som både Roskilde Kommune, Gribskov Kommune og Brøndby Kommune det seneste år har haft stor succes med.

Den sidstnævnte kommune estimerer, at frafaldsprocenten er faldet fra 80 procent til 20 procent.

- Tidligere var der et bekymrende højt frafald. De unge kom, men de kom ikke tilbage. I dag er det sådan, at de kommer, og de bliver ved med at komme, fortæller Anne-Marie Sørensen, der er leder af Behandlingscenter Brøndby.

Det nye behandlingstilbud til unge mellem 15-25 år hedder Move og indebærer en række nye metoder. 

Hvad er Move?

Move-forløbet bygger blandt andet på:
- En screeningsamtale, hvor den unge og behandleren i samarbejde klarlægger en behandlingsplan.
- Den indeholder 12 ugentlige samtaler samt en opfølgende behandling over seks måneder.
- Derudover får den unge et gavekort på 200 kroner ved hver anden samtale.
- Den unge får sms-påmindelser inden hver samtale.
- Og så får den unge efter hver fjerde samtale tilsendt et motiverende brev eller postkort med status på forløbet. 

Et forløb, som eksmisbruger Jones Kristensen bifalder.

- Det havde været meget brugbart for mig.

Jones Kristensen stiftede første gang bekendtskab med stofferne i 8. klasse efter hans forældres skilsmisse. Det udviklede sig fra at være et hashmisbrug til amfetamin, svampe, extasy og kokain. Og det har haft konsekvenser.

- Jeg har oplevet min familie være utrolig bange. Jeg har været en jaget mand, fordi jeg skyldte penge til de forkerte mennesker på grund af stofferne. Og så har jeg ødelagt min næse. Jeg skal sove med iltmaske hver evige eneste nat for at kunne trække vejret normalt.

Han lykkedes ikke selv med at komme ud af misbruget som helt ung.

- For mit vedkomme var der ikke rigtig nogen, der hev fat i mig dengang og sagde; hør her Jones, der er noget, vi lige skal have talt om. Jeg følte ikke, jeg blev mødt, der hvor jeg var i livet, da jeg var ung, fortæller Jones Kristensen.

Og der er mange unge, der er i samme båd, som den Jones befandt sig i som ung.

Unge med rusmiddelproblemer

I følge center for rusmiddelforskning er der cirka 20.000 unge mellem 15-25 år med et behandlingskrævende stofmisbrug i Danmark. 

Og unge under 25 år udgør da også halvdelen af alle de indskrevne borgere i rusmiddelbehandling.

For Jones gik der 16 år med misbrug og livet hængende i en tynd tråd, før han henvendte sig til en misbrugsenhed i København. Og ud fra hans egen erfaring med behandling, tiltaler særlig en ting ved Move-forløbet ham.

- Man har brug for en kontinuerlig kontakt med behandleren. Det er virkelig noget, der kan få en til at bibeholde det igangværende behandlingsforløb, fortæller Jones Kristensen, der i dag selv er misbrugskonsulent.

Jones Kristensen har siden sin behandling brugt naturen til at klare sine tanker.
Jones Kristensen har siden sin behandling brugt naturen til at klare sine tanker.
Foto: Niels Knuth/TV 2 Lorry

Gode resultater i alle kommuner
Behandlingsformen Move blev afprøvet i ni kommuner fra 2014 til 2018. Her viste det sig, at halvdelen af de unge i forløbet var stoffrie ni måneder efter, de blev indskrevet i behandling.

Det er ifølge socialstyrelsen 12 procent flere end man normalt ser.

Socialstyrelsen har nu implementeret Move i i alt 12 kommuner. Herunder er Gribskov, Roskilde og Brøndby, der nu alle er ved at have de første unge igennem forløbet. Og man kan allerede nu mærke de gode takter i Gribskov, hvor der er 22 unge indskrevet.

- Vi har kun haft et enkelt frafald, fordi den unge blev trukket hjem til behandling på en institution, ellers har vi ikke haft frafald. Det vil sige, de møder stabilt op og gennemfører forløbet, lyder det fra Pernille Mikkeline Brandt, der er tidligere virksomhedsleder i Rusmiddelcenter Gribskov.

I Roskilde Kommune er det nye behandlingsforløb også blevet modtaget godt hos de unge.

- Det er meget nemt og enkelt at forklare, hvad Move indebærer. Den unge ved tydeligt, hvad der skal ske, hvordan det kommer til at ske, og hvornår det slutter igen. Det skaber en genkendelighed i forløbet, som gør det nemmere for den unge at overskue, siger Winnie Jørgensen, Leder af Center for alkohol- og stofmisbrug i Roskilde.

Flere kommuner får nu mulighed for at være med
Det er kun to år siden, at Socialstyrelsen sidst udbredte et andet behandlingsforløb til unge i misbrug, nemlig et kaldet U-turn. Det er blandt andet en behandlingsform, som bruges i Københavns Kommune, hvor 48 procent af unge, der færdiggjorde behandlingen sidste år fortsat er stoffrie.

Hvorfor bruger man penge og kræfter på at udbrede en ny behandlingsform, når der var en eksisterende, der fungerede?

- Kommuner er forskellige i både størrelse og organisering, og man kan sige, at Move og U-turn er forskellige og kræver noget forskelligt at implementere. Metodisk er der ikke en ”onesize fits all”, så vi arbejder med flere virksomme metoder, som vi formidler viden om i socialstyrelsen, og så er det op til kommunerne at benytte den metode, der passer bedst ind i deres praksis, fortæller Stine Kjær, der er projektleder for udbredelsen af Move i Socialstyrelsen.

Og nu får endnu flere kommuner mulighed for at prøve kræfter med den nye behandlingsform.

- Vi har lige annonceret en ny ansøgningsrunde, hvor vi kan hjælpe 7-9 kommuner i gang med at implementere og arbejde med Move-forløbet, tilføjer Stine Kjær.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik