20-årig danmarksmester går fra boksekamp til valgkamp

Oliver Møllenberg har to danske mesterskaber i boksning bag sig og en vigtig titelkamp foran sig. Men nu vil han også træde ind i den politiske boksering.

Hurtige, hårde slag. Det lyder som et maskingevær, når Oliver Møllenbergs boksehandsker turer ind i sandsækken. 

Han kender dem bedre end de fleste, han har nemlig tilbragt en stor del af sit liv med boksehandsker på, og kan på trods af sin unge alder allerede kalde sig danmarksmester i weltervægt i boksning.

quote Jeg fik tilbuddet om at blive professionel bokser, og det sagde jeg ja til. Siden har jeg virkelig haft fokus på min boksning.

Oliver Møllenberg, danmarksmester i weltervægt i boksning.

Oliver Møllenberg har boksning i blodet. Han er den fjerde generation af boksere, der er kommet ud af hans familie. Og både broren Tobias og faren Thomas er da også at finde på trænerstaben i Gilleleje Bokseklub.

Træning får Oliver Møllenberg brug for. Han er i gang med at gøre sig klar til en af sin karrieres største kampe. I starten af maj skal han nemlig dyste om det interkontinentale mesterskab i WBA - World Boxing Association.

Og selvom mange nok ville mene, at den unge bokser har nok at se til, så er han også trådt ind i ny arena - nemlig kommunal politik.

Droppede uddannelsen for at blive professionel

Hård fysisk træning to til tre gange om dagen og en hel del skrammer. Det kræver dedikation, ben i næsen og fokus at blive god til boksning. Og det må Oliver Møllenberg siges at have. 

Han er netop hjemvendt fra en to-ugers træningslejr i Spanien, og de sidste tre måneder er mange af hans vågne timer blevet brugt i Gilleleje Bokseklub. Men spørger man hans far, er det unge boksetalent måske nogle gange lidt for opslugt af sporten.

- Oliver har faktisk nogle gange alt for meget fokus. Nogle gange kan det være godt at koble af, og det er Oliver ikke specielt god til. Han lever og ånder for det her boksning 100 procent, fortæller Thomas Møllenberg, far til Oliver Møllenberg. 

Hvad er en weltervægt?

Indenfor boksning bliver udøverne ofte inddelt i klasser alt efter deres vægt. En weltervægt er en mellemvægtklasse. Forneden kan du se en oversigt over de forskellige vægtklasser, og den vægt atleterne har i hver klasse.


Super-sværvægt

 91 kg +


Sværvægt

81 – 91kg


Letsværvægt

75 – 81kg


Mellemvægt

69 – 75kg


Weltervægt

64 – 69kg


Letweltervægt

60 – 64kg


Letvægt

56 – 60kg


Bantamvægt

52 – 56kg


Fluevægt

49 – 52kg


Let-fluevægt

46 – 49kg


Vægtklasser blev indført i 1800-tallet

Boksning har været populært i Vesteuropa i over 200 år, og selvom der ikke var nogle specifikke regler om vægtklasser, så fandt man ret hurtigt ud af, at det gav bedst mening at inddele atleterne efter deres vægt. Det gav nemlig en mere lige kamp, som derfor var mere spændende for tilskuerne at følge med i.


Med Queensberry-reglementets indførsel i 1867 blev vægtklasser omtalt. På det tidspunkt opererede man med fem vægtklasser, men siden kom der flere til.


I starten af 1900-tallet blev weltervægt indført som klasse. I dag er der hele 17 forskellige vægtklasser, som er anerkendt af de fleste organisationer.


Boksning er en ældgammel sport og en af de ældste beviser på, at man har dyrket kampsporten i antikken kommer fra Irak, hvor et sumerisk relief, der er over 5000 år gammelt, viser en boksescene.


Oprindelsen af ordet boksning er uklar, men stammer måske fra nordgermanske sprog som hollandsk, tysk og dansk og er måske beslægtet med det danske ord bask.

Faktisk er Oliver Møllenberg så dedikeret til boksekunsten, at han allerede som 18-årig valgte at stoppe sin uddannelse for forfølge sine boksedrømme. I første omgang var det for at deltage i OL, men da det ikke lykkedes, besluttede han sig for at afprøve den professionelle verden.

- Jeg fik tilbuddet om at blive professionel bokser, og det sagde jeg ja til. Siden har jeg virkelig haft fokus på min boksning, siger Oliver Møllenberg, danmarksmester i weltervægt.

Og når Oliver Møllenberg ikke selv står i ringen, så bruger han også en stor del af sin tid på at træne andre boksetalenter i Gribskov kommune. Noget, der giver ham stor glæde.

- Jeg elsker også, når jeg bygger en bokser op fra bunden af, og han så bliver danmarksmester eller sjællandsmester, eller får 10 i skolen fordi boksning hjælper ham med at holde fokus i hans liv, fortæller Oliver Møllenberg. 

Titelkamp i Frankrig

Den 7. maj er datoen, som ligger Oliver Møllenberg meget på sinde i disse dage. Det er nemlig dagen, hvor han skal dyste mod Sandy Messaoud om titlen som interkontinentalmester i weltervægtklassen, der bliver afholdt af World Boxing Association - WBA.

- Det er verdens største forbund, ubetinget. Det er en interkontinental titel. Det er titlen under den helt store titel, og det er stort i en alder af 20 år at skulle bokse om den, siger Oliver Møllenberg.

Den moderne boksehandske har en del år på bagen. Faktisk blev den opfundet i 1743 af englænderen Jack Broughton.
Den moderne boksehandske har en del år på bagen. Faktisk blev den opfundet i 1743 af englænderen Jack Broughton.
Foto: John Rahbek - TV 2 Lorry

Om Oliver Møllen kan bokse sig til en sejr i Frankrig, kan kun fremtiden vise. Men skal man tro hans tidligere præstationer, har det unge boksetalent en god chance. Som amatørbokser formåede Oliver Møllenberg nemlig at vinde 49 ud af 68 boksekampe, mens han som professionel har bokset otte kampe uden nederlag. Og så har Oliver Møllenberg allerede to danske og et nordisk mesterskab bag sig.

Senest kunne han i år 2020 igen kalde sig danmarksmester i weltervægtklassen. En kamp som blev vundet på hjemmebane i Gilleleje.

- Jeg har bokset tre gange før som professionel i Gilleleje Hallen. Det er fantastisk. Publikum bakker op om en. Gilleleje kommer og støtter op og hepper. Det er min juleaften, når jeg skal bokse på hjemmebane, og så har jeg kunne vinde et bælte, så det har jo været helt forrygende, siger Oliver Møllenberg.

Fra boksekamp til valgkamp

Blot en måned efter, han boksede sig til endnu et danmarksmesterskab i Gilleleje, annoncerede Oliver Møllenberg, at han ville træde ind i en ny arena - nemlig kommunalpolitik, hvor han er aktiv for NytGribskov. 

For selvom Oliver Møllenberg kommer fra et hjem, der i høj grad er præget af boksning, så bliver der også ofte talt politik. Noget, der har givet den unge bokser lyst til at kæmpe for lokalsamfundet.

- Jeg synes, at et byråd skal være en aldersafspejling af samfundet, og det er det ikke i vores kommune, så derfor vil jeg prøve at sætte mit præg på det, fortæller Oliver Møllenberg.

D. 16 november går boksetalentet til sit første kommunalvalg, men inden da venter der en titelkamp i Frankrig.
D. 16 november går boksetalentet til sit første kommunalvalg, men inden da venter der en titelkamp i Frankrig.

Faktisk er Oliver Møllenberg ikke helt uvant i politikkens verden. Han har eksempelvis arrangeret en demonstration mod vold i lokalområdet, og så har han i flere år været med til at afhjælpe kommunale problemer igennem boksning.

- Der har min opgave været at bearbejde bandekriminalitet i form af at tage unge ind og få dem ind i foreningsånden og få dem ind i et godt fællesskab, siger Oliver Møllenberg.

Og selvom det kan virke til, at der er langt fra boksering til kommunalmøder, så mener Oliver Møllenberg, at meget af den erfaring, han har opnået indenfor sportsgrenen, kan anvendes i politikkens verden.

- Jeg tror, at det er gavnligt, at jeg har den her indstilling med at være professionel og ensporet, når der virkelig skal sættes fokus på én ting. Lige nu har jeg en kamp i hjernen, der hedder den 7. maj og derefter har jeg et kommunalvalg, der hedder den 16. november, og det kommer jeg til at sætte fuldstændig fokus på og virkelig gøre en indsats for at komme ind, fortæller Oliver Møllenberg.

De ukendte danmarksmestre

Hvem er De ukendte danmarksmestre? De er dedikerede, passionerede og målrettede, selvom de nok hverken bliver rige eller berømte af det, de gør. De er Danmarksmestre i nicher, som rampelyset kun sjældent rammer. 


I denne serie kan du møde de ukendte danmarksmestre, hvor du blandt andet kan læse om danmarkmesteren i taekwondo eller om danmarkmesteren i speedskating.

Hvis man har lyst til at se Oliver Møllenbergs opgør med sin franske modstander, så kan man følge boksekampen på linket her. Kampen finder sted 7. maj, og skal man tro den spirende politiker, så er sejren indenfor rækkevidde. 

- Jeg slår ham ud indenfor fire omgange. Han kommer ikke til at kunne stå det, jeg kommer med, det er jeg 100 procent sikker på, siger Oliver Møllenberg.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik