Eksperter guider efter afsløring af byggesjusk: Her er dine rettigheder ved fejl i lejebolig

Oplever man fejl og mangler i sin lejebolig, så har man ifølge Lejernes Landsorganisation en række muligheder.

Vand gennem loftet, utætte vinduer og ulovlige elinstallationer, der giver fare for stød og brand.

Det er en del af det byggesjusk, som TV 2 Lorry i samarbejde med TV 2 Fyn onsdag kunne afsløre er tilfældet i udlejningsejendommen Grønnely Parken i Gilleleje.

Her betaler over 100 borgere i dyre domme for at bo. Samtidig må de kæmpe for at få rettet op på de mange fejl og mangler.

Og her har de ifølge Lejernes Landsorganisation (LLO) flere muligheder.

Her kan du få hjælp

Det fortæller Claus Højte, der er direktør i Lejernes LO i Hovedstaden.

- Man skal gå til Huslejenævnet med de mangler, der ikke er så alvorlige, at de er sundhedsskadelige. Og så skal de bede Huslejenævnet om at få et påbud om udbedring, siger han og fortsætter:

- Hvis udlejer stadig ikke reagerer, så er der mulighed for at gå til Grundejernes Investeringsfond, der kan komme ud og lave arbejdet. 

Er der i stedet tale om alvorlige fejl og mangler, der er direkte sundhedsskadelige, så kan man som lejer gå til kommunen, fortæller Claus Højte.

- Hvis det er elinstallationer, fugt, skimmel og så videre så har kommunen pligt til at komme ud og se på det og komme med et påbud. 

Hvis kommunen i den forbindelse vurderer, at boligen ikke er til at bo i, så er det kommunens pligt at skaffe lejeren en ny bolig.

'Fungerer ikke'

Peter Bergstrøm er en af de mange beboere i Grønnely Parken i Gilleleje, der lige nu kæmper for at få udbedret de mange fejl og mangler.

Han har, sammen med de andre lejere, oprettet en sag i Huslejenævnet, men der kan sagsbehandlingstiden være lang.

Og mens de forgæves forsøger at få fat på Grønnely for at få udbedret alle fejl og mangler, så håber han på, at der kommer en myndighed man kan gå til.

- Det eneste man har på landsplan, det er et huslejenævn. Der er ikke noget inde i boligministeriet, hvor der er en instans man kan gå til. Når kommunen frasiger sig ansvar, så har vi ingen mennesker at gå til overhovedet. Så vi håber selvfølgelig på, at med alt det her, vi gør nu - at vi kan lave en form for et opråb - at det er en fejl med lejere i Danmark, siger Peter Bergstrøm til TV 2 Lorry.

Hos Lejernes LO i Hovedstaden erkender de, at systemet ikke er optimalt.

- Jeg synes, Huslejenævnet fungerer godt. Og det bør kommunernes tilsyn også gøre. Problemet er, at de er alt for langsomme. Kommunerne bruger måske for få ressourcer på det. Så vi ønsker en hurtigere reaktion fra Huslejenævnet og kommunerne, siger Claus Højte.

I indslaget herunder kan du se mere til de mange problemer i Grønnely Parkens boliger.

Beboere i ombygget skole opdager fejl på fejl og føler sig glemt

Hvad undrer du dig over?