De nye Godhavnsdrenge blev ikke afhørt: "Vi vil have retfærdighed"

Efter fem år med følelser af afmagt og mistro til systemet, har en gruppe unge, tidligere anbragte endelig fået genoptaget deres sag. Myndighederne tog dem ikke seriøst, før de sendte videoer til medierne af, hvordan personalet behandlede dem, på det bosted de var anbragt.

- Det handler om retfærdighed, siger Todi Godsk.

Han, Christian Frederik Bøgh og Dennis Hylberg er ankommet til indgangen foran Nordsjællands Politi i Helsingør. Deres ven Silas Nielsen er netop kommet ud fra politistationen sammen med drengenes bistandsadvokat, Tobias Grotkjær.

- Gik det godt?, spørger de andre.

Silas er blevet afhørt af politiet i to timer, om de episoder der fandt sted for fem år siden. Nu er det Todis tur. Han følger et par betjente ind på stationen.

- Det er ikke optimalt, at de først afhører os nu. Det ville have været bedre, hvis de havde afhørt os dengang, siger Silas Nielsen til TV 2 Lorry.

Fra venstre: Advokat Tobias Grotkjær, Todi Godsk, Dennis Hylberg, Christian Frederik Bøgh og Silas Nielsen.
Fra venstre: Advokat Tobias Grotkjær, Todi Godsk, Dennis Hylberg, Christian Frederik Bøgh og Silas Nielsen.
Foto: Niels Knuth


Alligevel kan han ikke lade være med at smile lidt. For det er en sejr for drengene, at de nu faktisk bliver lyttet til.

- Det føles godt.

Magtanvendelser på Godhavn

De fire unge drenge deler en fortid sammen. Før de mødte hinanden, var de alle kommet skævt ind på livet. Stofmisbrug, kriminalitet og anbringelser på diverse kommunale tilbud. Men de mødte først hinanden på bostedet Godhavn i Tisvildeleje i Nordsjælland.

Her oplevede de, at personalet i høj grad kontrollerede de vilde drenge med fysiske magtanvendelser, men at ingen troede på det, når de fortalte om det. Derfor begyndte drengene at optage episoderne på deres telefoner.

Todi Godsk skrev en mail ud til medierne og tilsendte videoerne af ham og de andre drenge, som oplevede de mange magtanvendelser som ulovlige overgreb.

En journalist tog kontakt til drengene, og lavede dokumentaren ’Nødråb fra Børnehjemmet’, hvor blandt andet bostedet Godhavn og drengenes historier optrådte.

I TV 2 dokumentaren fra marts i år, blev Godhavns forstander interviewet. Da interviewet blev filmet afviste han, at der var foretaget ulovlige magtanvendelser, og at flere magtanvendelser ikke skulle være blevet indberettet.

Men det skulle vise sig ikke at passe.

I januar erkendte Godhavn, at én magtanvendelse ikke var logget i systemet. Og sidenhen erkendte de, at der var flere episoder, som ikke var skrevet ind.

Allerede tilbage i 2016 havde de fire drenge politianmeldt forholdene på Godhavn. Men politiet lukkede hurtigt sagen uden at afhøre drengene.

Først efter dokumentaren kom frem, blev de anbragte børn inviteret ind til afhøring.

Todi Godsk var anbragt på Godhavn fra 2013 til 2018. Han politianmeldte i 2016 sit bosted.
Todi Godsk var anbragt på Godhavn fra 2013 til 2018. Han politianmeldte i 2016 sit bosted.
Foto: Niels Knuth


Søger erstatning

- Vi var meget sure, over at de lukkede sagen dengang. Og vi forstod det slet ikke. Jeg prøvede at sende flere mails, til politiet, men det virkede ikke, siger Todi Godsk.

Han er netop kommet ud fra afhøringen, og tænder sin smøg.

- Jeg kunne næsten ikke holde det ud mere. De blev ved med at spørge om det samme og det samme, siger han kækt til de andre.

Drengenes bistandsadvokat Tobias Grotkjær Elmstrøm fortæller, at drengene vil søge erstatning, når den strafferetslige proces er færdig:

- De har været meget igennem, og derfor har de selvfølgelig krav på, at deres sag bliver kørt igennem, og at der sker domfældelse, og at de også får erstatning, siger han til TV 2 Lorry.