Borgere og virksomheder skaffer beskyttelsesudstyr til kommune

Både virksomheder og borgere har hjulpet Gribskov Kommune med at skaffe og producere beskyttelsesudstyr til sundhedsmedarbejderne i kommunen. De hyldes nu af borgmester, der håber på flere bidrag.

Over hele landet har der været mangel på de værnemidler, der skal bruges til at begrænse smitten mod coronavirus.

Det har fået Gribskov Kommune til at spørge virksomheder og borgere om hjælp. Flere er nu kommet kommunen til undsætning og har hjulpet med at skaffe det manglende udstyr. 

- Tusind tak for al hjælpen - det er virkelig en kæmpe glæde at være borgmester i en kommune, hvor vi kan samarbejde på kryds og tværs her i krisetiden til vores fælles bedste. Vi passer godt på hinanden, det varmer meget, siger borgmester Anders Gerner Frost i en pressemeddelelse. 

3D-printede visirer og bukseelastikker 

Mangel på værnemidler fik kommunen til at efterlyse personer med 3D-printere, der kunne producere visirholdere, og de efterspurgte bukse-elastik, der skal bruges til at holde visirerne fast. 

Efterlysningen fik fem til at levere bukse-elastik, mens tre begyndte at printe visirholdere. Det har indtil videre ført til 200 nye holdere. 

Kommunen har også modtaget 450 plastskiver til visirerne fra Metal Nordsjælland, og Kvickly Helsinge har doneret 240 færdige visirer og der er 250 ekstra på vej. 

De mange bidrage skaber også begejstring hos kommunaldirektøren Sascha Volmer Sørensen, som nu håber på endnu flere. 

- Vi har brug for endnu flere visirholdere og bukse-elastikker, så send endelig flere til os. Hvis vi fortsætter med at støtte og hjælpe hinanden, så tyder meget på, at vi kommer godt igennem krisen sammen - borgere virksomheder og kommune, det er en fantastisk oplevelse, tak!, siger hun. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik