Borgere demonstrerer i fakkeltog mod bandegrupperinger i Nordsjælland

Op mod 100 borgere gik søndag i fakkeltog i både Helsinge og Gilleleje som et opråb mod flere voldelige overfald med tilknytning til bandegrupperinger.

Efter flere voldelige overfald mod unge i Helsinge og Gilleleje, tog borgerne i Gribskov Kommune søndag gaderne tilbage.

- Jeg er kommet, fordi jeg ikke vil have det, siger Ingelise Dyrekær. Hun er lokal Helsingeborger og var mødt op ved demonstrationen og fakkeltoget gennem Helsinge.

Her vandrede omkring 100 borgere i fakkeltog gennem byen, for at vise medborgere og de unge kriminelle, at den stigende kriminalitet og volden i Nordsjælland ikke bliver accepteret af bysbørnene.

Bag demonstrationen står 20-årige Oliver Møllenberg.

- Der er sket nogle meget grove overfald mod unge uskyldige mennesker, som ikke har noget med bandekriminalitet at gøre her i Gribskov Kommune. Der fik jeg nok som borger.

- Om det her hjælper, det skal jeg ikke kunne sige – men jeg synes, at vi som borgere har pligt til at vise, at vi siger nej til bander, og at nok er nok nu, siger han til TV 2 Lorry søndag.

Op mod 100 borgere var søndag mødt op for at demonstrere mod vold og bandegrupperinger i kommunen
Op mod 100 borgere var søndag mødt op for at demonstrere mod vold og bandegrupperinger i kommunen
Foto: Local Eyes

Samarbejde skal gøre fællesskaber mere attraktive 

Oliver Møllenberg stiller op ved det kommende kommunalvalg som lokalpolitiker i netop Gribskov Kommune for partiet NytGribskov. Og allerede nu gør den unge mand sig klare tanker om, hvad der blandt andet skal til for at komme bandeaktiviteten til livs:

- Min overbevisning er, at foreningerne kan arbejde bedre sammen om at få de unge ind i sunde fællesskaber, siger han.

Også Gribskovs borgmester Anders Gerner Frost (NytGribskov) deltog i søndagens demonstration. Ifølge ham er kommunen allerede nu godt i gang med at undersøge nye muligheder for at komme bandegrupperingerne til livs.

- Det vi gør lige nu er, at vi er i helt tæt dialog med Nordsjællands Politi, som gør en rigtig stor indsats og følger det tæt. Og så kigger vi på, hvordan vi kan blive bedre i det samarbejde, der er mellem kommunen, skoler og politiet, siger han til TV 2 Lorry.

Se hele TV 2 Lorrys indslag om demonstrationen her:

To demonstrationer i Helsinge og Gilleleje skal søndag vise, at borgerne i Gribskov står sammen mod de voldelige overfald, der har ramt byen. Vi taler blandt andet med 20-årige Oliver Møllenberg, der er arrangør og boksetræner i kommunen. Igennem de sidste fire år har han i bokseklubben talt med mange unge og kendt til de bandegrupperinger, der er i Gribskov og omegn.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik