Barberet ned til coronahøjde: Musik i Lejet klar med erstatningsfestival

10.000 mennesker havde sikret sig billet til sommerens udgave af Musik i Lejet, men 4. maj valgte festivalen at aflyse. Nu kommer der en erstatning med plads til sammenlagt 6.000 mennesker.

10.000 mennesker havde set frem til lange sommerdage, lune aftener og god musik med udsigt til Kattegat, da de sikrede sig billet til 2021-udgaven af festivalen Musik i Lejet i Tisvilde.

Men glæden blev på sekunder ændret til skuffelse, da Musik I Lejet i starten af maj valgte at aflyse. Coronarestriktionerne var stadig så skrappe, at det ikke gav mening at gennemføre festivalen. Alligevel får nogle af de 10.000 et plaster på såret - for i stedet for Musik i Lejet afvikles 4 koncertdage i næsten samme periode.

Sommersol hedder Tisvildes version af en festival i en coronatid, og den strækker sig over dagene 21., 22., 23. og 24. juli, og til hver dag vil der blive solgt 1.500 billetter.

- Vi er meget stolte af på ekstremt kort tid at have stablet Sommersol på benene. Vi længes mindst lige så meget efter samlende og store oplevelser, som vores gæster, der har måttet undvære Musik i Lejet i snart to år. Derfor var det vigtigt for os at udvikle et nyt koncept, der smager af festival, selvfølgelig inden for de rammer, som regeringen mener er sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Vi savner alle at blive varmet igennem og nyde fællesskabet med venner og bekendte. Derfor glæder vi os til at kunne skabe mindeværdige oplevelser med live-musik under åben himmel, fortæller Musik i Lejets bestyrelsesformand, Peter Maarbjerg.

Det kan du høre på Sommersol

De fire koncertdage fra 21. til 24. juli afvikles i tidsrummet 16 til 23, og hver af de fire dage kan man opleve tre bands.


Onsdag den 21. juli: Hans Philip, Bathsheba, og Lord Siva.


Torsdag den 22. juli: Anne Linnet, Nicklas Sahl og Scarlet Pleasure.


Fredag den 23. juli: Tessa, Emil Lange og Kesi


Lørdag den 24. juli: Phlake, Dopha og Jung.

Zoner med hegn

Og hvis man nu gerne vil til koncert med vennerne, så er det en god idé, at man køber billetterne sammen - for dermed er det lettere at sikre sig pladser sammen. Publikum skal nemlig inddeles i zoner.

- Der bliver lavet zoner med hegn, så der ikke er flere end 500 i hver zone. Dermed følger vi retningslinjerne. Og når man bestiller, så bestiller man også til en bestemt zone. Man kan gå ud og ind fra sin egen zone - men man kan ikke gå ind i de andre zoner, fortæller festivalleder Andreas Grauengaard til TV 2 Lorry.

Inden for hver zone bliver der etableret salg af mad og drikkevarer, så publikum kan klare sig, selv om de isoleret i grupper á 500.

Andreas Grauengaard håber stadig, at nogle af de nuværende restriktioner bliver lempet, men hvis det ikke sker, så kan de fire koncertdage altså gennemføres som planlagt - og en ting garanterer han:

- Udsigten er lige så god som ved Musik i Lejet.

Med Sommersol følger Musik i Lejet trop efter for eksempel Roskilde Festival, der gennemfører Summer Days efter nogenlunde samme princip som den nordsjællandske model.

Billetsalget til Sommersol åbner onsdag den 9. juni klokken 12.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik