Aktion i Gribskov skal redde fredet og truet art

Med et nyt vandhul kæmper Gribskov Kommune for en truet guldsmedeart.

I Nordsjælland bor et ganske sjældent insekt: Nemlig guldsmedearten Stor kærguldsmed.

Den er én af tre fredede guldsmede i Danmark, ligesom den findes på EU's liste over dyrearter, man bør gøre en indsats for at bevare.

quote  Alt i alt er det et tegn på, at det er en fin naturlokalitet.

Hans Lassen, natursagsbehandler i Gribskov Kommune

Og det er lige netop, hvad Gribskov Kommune har gjort, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kort før jul gik man nemlig i gang med at grave et vandhul på kanten af Tibirke Bakker og Tisvilde Hegn for at give plads til, at arten Stor kærguldsmed kan yngle og udbrede sig.

Stor kærguldsmed

  • Stor kærguldsmed er en relativ lille guldsmed, dog lidt større end de andre kærguldsmede. Den bliver op til 45 mm lang.
  • Hannen kendes på den citrongule tegning på bagkroppen.
  • Stor kærguldsmed har altid været sjælden i Danmark, men er også gået tilbage i løbet af de sidste hundrede år.
  • Tilførsel af næringsstoffer og tilgroning af søer truer de sidste ynglesteder for arten.

Kilde: Miljøstyrelsen

Godt for guldsmeden - og mange andre

- Den giver mangfoldighed i naturen. Og det, at den kan leve her, betyder jo også, at der er nogle gunstige forhold både for den, men også mange andre arter. Så alt i alt er det et tegn på, at det er en fin naturlokalitet, vi står på.

Sådan fortalte Hans Lassen, der er natursagsbehandler i Gribskov Kommune, da TV 2 Lorry mødte ham ved vandhullet fredag. 

Hullet er særligt egnet til Stor kærguldsmed, som på trods af sit navn er en af Danmarks mindste arter. Den skal nemlig bruge både rent vand, sollys og høje træer for at kunne overleve.

I forvejen har Gribskov Kommune gravet andre nyere vandhuller til formålet i det samme område. 

Øverst i artiklen kan du se, hvordan både guldsmeden og dens nye vandhul ser ud.

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik