Ældgammelt kloster genåbner efter halvandet års nedlukning

Tagkonstruktionen på det mere end 850 år gamle Esrum Kloster var i så skidt forfatning, at det måtte udskiftes. Til foråret åbner klosteret igen for publikum.

Foto: Esrum Kloster & Møllegård

Esrum Kloster i Nordsjælland har gennemgået en større renovering siden sommeren 2018, og det har derfor været lukket for publikum i lang tid.

Men den 29. marts slår det gamle kloster fra 1151 dørene op på ny.

Egentlig var det et nyt tag på en tilkoblet længe, der skulle udskiftes på klosteret. Men da håndværkerne begyndte at pille tingene fra hinanden, opdagede man at dele af klosterbygningen fra 1151 var nedstyrtningstruet.

Læs også Ældgammelt kloster lukket for besøgende: Pilråddent tag skal renoveres

Næsten samtlige etagespærre-ender, der holdt sammen på bygningen, var rådnet op. Dette betød at mange instanser blev involveret – arkæologer, specialiserede håndværkere og repræsentanter for Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme - hvilket forlængede processen.

Renoveret efter alle kunstens regler

- Når man begynder at ”grave” i så gamle og historiske bygninger, der har været i mange forskellige hænder gennem årene, kan man ikke undgå at finde ting, der skal undersøges nærmere, siger klosterets direktør, Birgitte Meisner Nielsen, i en pressemeddelelse.

- Der er mange der skal høres, spørges og inddrages. Men det gør så også, at vi nu står med et bevaret kloster, der er renoveret efter alle kunstens regler.

Konkret har man sikret en spindeltrappe fra 1500-tallet, udskiftet 25 ender i etageadskillelsen, renoveret den bærende tagrem og en del murankre - og brandsikret hele klosteret.

Da håndværkerne begyndte at pille tingene fra hinanden, opdagede man at dele af klosterbygningen fra 1151 var nedstyrtningstruet. Foto: Esrum Kloster & Møllegård

Renoveringens omkostninger er betalt af styrelsen for slotte og kulturejendomme, der ejer bygningen. Projektet har været i finansudvalget i september 2019.

Tab af entréindtægter

Selvom Esrum Kloster ikke selv har været økonomisk ansvarlige for selve renoveringen, har det lukkede kloster betydet et væsentligt tab af entréindtægter.

Læs også Nationalpark skal have stort besøgscenter ved Esrum Kloster

Dette har medført at man skulle være kreativ for at dække det tabte. Klosterbutikken blev flyttet fra klosterkælderen til Møllegården og diverse arrangementer blev opfundet og afholdt. Derudover er der blevet afholdt fuldt aktivitetsprogram med fire store festivaler, madfortællinger, ferieaktiviteter og meget mere.

01:31

TV 2 Lorry besøgte sidste sommer Esrum Kloster i forbindelse med vores sommerserie Lorry anbefaler

Luk video

Esrum Kloster er et gammelt cistercienserkloster beliggende ved Esrum Sø. Dets historie går helt tilbage til 1100-tallet, da klosteret på opfordring fra Ærkebiskop Eskil af Lund blev opført fra 1151 til 1158.

I 1997 blev klosteret efter en restaurering åbnet for publikum. I år 2000 blev klosteret lagt sammen med den nærliggende møllegård og opstod som museet Esrum Kloster og Møllegaard.

Klosteret ligger ved indgangen til Nationalpark Kongernes Nordsjælland. I november blev det vedtaget, at der ved klosteret skal opføres et indgangs- og besøgscenter til nationalparken.

Esrum Kloster er et gammelt cistercienserkloster beliggende ved Esrum Sø. Foto: Esrum Kloster & Møllegård

Det venter der publikum, når Esrum Kloster genåbner 

Fra søndag den 29. marts bliver publikum endelig lukket ind på klosteret – med udstillinger i alle rum.

 

Man kan opleve en helt ny VR-oplevelse centreret om Esrum Klosters magt. Her bliver man sluset ind i det gigantiske klosterkompleks og kommer på en rejse gennem klosterets storhed og fald.
 

Gæsten kan også besøge den permanente udstilling ”Mennesket i klosteret”, som er opdateret med endnu flere udstillingsgreb.


- 2020 bliver et godt år for Esrum Kloster, et tip top gennemrenoveret kloster, en ny udstilling, der lader dig gå på opdagelse i klosteret, som det kunne have set ud. Og er du spilnørd, kan du stadig spille dig igennem reformationens dilemmaer i spillet ”Tro, magt & kaos",  udtaler direktør Birgitte Meisner Nielsen.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?