19-årig nordsjællænder skriver Lotto-historie

En ung mand fra Gribskov kan nu kalde sig Danmarks yngste Lotto-millionær.

Det er slut med at knokle studiejobs til mindsteløn for en 19-årig mand fra Gribskov Kommune.

Efter at have glemt at tjekke sin Lotto-kupon i 2,5 uger, fandt den unge mand for nylig ud af, at han havde skudt papegøjen.

Seks millioner kroner er nu tikket ind på den 19-åriges konto, men det kunne meget vel være endt ganske anderledes.

Den 19-årige havde nemlig lagt tanken om at vinde helt på hylden, og han havde derfor opsagt sit abonnement samme aften, som han vandt, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Jeg gik tilfældigvis ind og tjekkede min mail i en pause på arbejdet, og jeg studsede over en besked fra Danske Spil, der omhandlede mit opsagte abonnement. Der stod også, at jeg skulle kontakte dem, fordi de havde prøvet at ringe til mig flere gange. Det var helt syret, for det viste sig, at jeg havde vundet samme aften, som jeg havde afsluttet abonnementet. (Det løber måneden ud red.), fortæller den 19-årige, som gerne vil være anonym, til Danske Spil.

Var helt i chok

Danske Spil havde gennem længere tid forsøgt at få fat på den unge mand, men fordi han aldrig svarer sin telefon, når det er numre, han ikke kender, havde spiltjenestens kundecenter ikke kunnet få fat på ham.

- Jeg var meget skeptisk, da jeg ringede ind til jer (Danske Spil, red.). Men altså, det viste sig jo at være rigtigt, at jeg pludselig kunne se frem til en gevinst på 6.131.125 kroner. Jeg var helt i chok og var nødt til at dele det med mine kollegaer, da jeg kom ind fra pausen. Jeg så jo helt mærkelig ud i hovedet. Jeg må da også indrømme, at jeg har haft svært ved at sove de sidste par nætter. Det er jo en helt vildt god start på voksenlivet, jeg har fået, lyder det fra den 19-årige.

Kæresten ved endnu ikke besked

Den unge mand har brudt sit nuværende sabbatår i en kiosk, hvor han sjovt nok selv har langet mange Lotto kuponer over disken.

Han håber nu på at kunne starte på CBS (Copenhagen Business School) til sommer. I den forbindelse vil han gerne købe en lejlighed i København.

- Jeg er nok ret kedelig og fornuftig i betragtning af min alder. For udover lejligheden skal jeg ikke bare ud og købe ting, fordi jeg kan. Jeg regner med, at resten af pengene skal investeres i aktier. Jeg er heller ikke en person, som går ud og fester, da jeg går meget op i min træning og kost.

Dog udelukker den unge mand, som er millionær nr. 3553 ikke, at der skal sniges et par ferier ind sammen med kæresten, som endnu ikke kender til hans millionærstatus, da hun er ude at rejse.

Derudover har han tænkt sig at invitere sine forældre og søskende til Spanien i forbindelse med hans 20 års fødselsdag. 

Ægteparret Leif og Aase Sommer fra Nordsjælland vandt forrige år 114 millioner kroner i Eurojackpot. De stod efterfølgende frem og fortalte, hvad de drømte om at bruge pengene på. Nedenfor kan du gense TV 2 Lorrys indslag med det heldige ægtepar.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik