Varselsskud affyret mod biltyv, der forsøgte at køre betjente ned

Politiet var massivt til stede ved Hundige Kro i Greve, hvor en eftersættelse af et køretøj udløste varselsskud onsdag aften.

I en politiaktion i Greve ved Hundige Strandvej måtte Midt- og Vestsjællands Politi affyre et varselsskud onsdag aften.

Det skete i forbindelse med en biljagt, hvor føreren af bilen forsøgte at påkøre politiet.

I politiets døgnrapport torsdag, fremgår det, at der var tale om en sort Audi A4 med registreringsnummer AG40, der var blevet stjålet fra en bilforhandler i Køge.

Forhandleren anmeldte tyveriet, og politiet fik hurtigt øje på bilen, men manden bag rattet standsede ikke på politiets anvisnininger.

Føreren af den stjålne bil fortsatte mod Greve, mens flere patruljebiler fulgte efter den.

Ved Ishøj Strandvej og Hundige Strandvej havde politiet lagt såkaldte "stop sticks" ud for at forsøge at punktere dækkene på den stjålne bil.

Her kørte bilen forbi politiets afspærring, hvor føreren forsøgte at påkøre de to politifolk, som havde opsat afspærringen.

Politiet afgav i den forbindelse varselsskud, men heller ikke dette fik føreren til at standse, men vedkommende fortsatte i nordlig retning og slap fra politiet.

Har du set bilen eller føreren?

Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til bilen og føreren af bilen.

Et vidne har set føreren, som beskrives som: Mand, 20-30 år, sort, kortklippet hår, sorte skægstubbe, stort hoved, mellemøstlig af udseende.

Politiet vil meget gerne have besked, hvis man ser en sort Audi S4 stationcar, som muligvis har pådraget sig mindre skader under kørslen.

Politiet mener, at bilen formentlig har fået påsat andre nummerplader end prøveskiltene med reg.nr. AG40. Findes prøveskiltene smidt i en grøft eller lignende, vil politiet meget gerne have besked.

Politiet har ikke fået nogle henvendelser om at personer skulle være kommet til skade som følge af den hasarderede kørsel.

Kontakt politiet på 114, hvis du ser noget.

Fotos fra stedet viser, at politiet var massivt til stede i området omkring Hundige Strandvej og Hundigevej nær Hundige Kro.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik