Varmeregningerne stryger til himmels - men her holder de prisen i ro

Sidste år satte Greve Fjernvarme prisen ned - og i år undgår de prisstigninger. Nu står folk i kø for at blive kunder.

Priserne på naturgas og elektricitet er nærmest eksploderet det sidste år. Og det påvirker mange menneskers varmeregning i næsten uhyggelig grad. 

Men der er også dem, der kan sidde og lune sig med varmeregninger, der er helt stabile. Det gælder for eksempel kunderne hos Greve Fjernvarme. 

Selskabet har netop meddelt, at de ikke forventer prisstigninger her i 2022, og sidste år kunne de endda sætte prisen ned med ti procent.

I en tid med stigende energipriser er det generelt fjernvarmekunderne, der slipper nådigst. Og det gælder i særdeleshed fjernvarmeselskaber, der ligger i eller ved store byer, hvor der er kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg, der producerer både varme og el. 

Et af dem er Greve Fjernvarme.

- Vi modtager overskudsvarme fra de store kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg - for eksempel Vestforbrændingen. Når man brænder affald, så er det billig varme, der produceres, hvor det bliver langt dyrere hos selskaber, der har el og naturgas som solobrændsel, siger Line Carlsen, der er energichef i Greve Fjernvarme.

Nu står folk i kø

Selskabet forsyner primært store boligejendomme og rækkehuse i Greve Kommune med varme og har  mellem 7000 og 8000 husstande som kunder. 

Men det tal kan stige. For i mange villaer sidder folk og får varme fra naturgas, og de oplever i øjeblikket voldsomme prisstigninger.

- Vi har på vores hjemmeside en funktion, hvor man kan skrive sig op som ny fjernvarmekunde. Og i den sidste måned er der omkring 500, der har gjort det, fortæller Line Carlsen.

Desværre er der for de interesserede kunder lang vej igen. Dels skal der være interesse nok i et område, før det kan betale sig at skifte til fjernvarme, og derefter skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at fjernvarmen føres frem til området - og så skal arbejdet med rør udføres.

For at gøre priserne sammenlignelige, arbejder varmeselskaberne med et standardhus som prismodel. Det er et hus på 130 kvadratmeter. Og hvis det skal forsynes med varme fra Greve Fjernvarme, så vil det koste cirka 10.500 kroner om året at varme det op. 

Til sammenligning skal et ægtepar med to børn i et ældre, naturgasopvarmet og egent naturgasfyr hus regne med at bruge 10.200 kroner - alene på første kvartal i år. 

De ender altså med en regning, der er langt højere end fjernvarmekundernes. 

Dansk Energi står for naturgasberegningen, men priserne udvikler sig så hastigt, at de kun vil arbejde med første kvartal i år.

- Så bor man i en lejlighed, er prisen typisk lidt lavere og har man et stort hus, ja så er prisen højere, siger Line Carlsen.

Mange fjernvarmekunder undgår prisbølge

Fjernvarmeselskaberne er organiseret i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme. Og herfra understreges det, at fjernvarmekunder typisk slipper for store prisstigninger. Der er sågar selskaber, der sætter prisen ned.

quote Vi ser stor interesse fra nye kunder. Men det er jo på en ulykkelig baggrund

Tim Behnke, Udviklingschef, Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme har spurgt 370 fjernvarmeselskaber rundt om i landet om den forventede prisudvikling, og svarene peger på, at omkring 100.000 fjernvarmekunder vil komme til at opleve prisstigninger på mere end 20 procent. Af dem vil omkring 12.000 kunder få voldsomme prisstigninger på over 50 procent.

Andre 100.000 kunder vil i et eller andet omfang mærke prisstigninger - og så er der det store flertal - nemlig 1.600.000 fjernvarme kunder, som ifølge undersøgelsen slet ikke kommer til at mærke prisstigninger.

Flertallet af de varmeforbrugere, der ikke har fjernvarme, oplever prisstigninger i øjrbliket. Dem er der ifølge Dansk Fjernvarme cirka 800.000 af.

Og endelig er der forbrugere, der kan glæde sig over prisnedsættelser. Helsingør Fjernvarme forventer et prisfald på 10 procent, mens Hofor har varslet prisfald på tre procent, og Hornbæk Fjernvarme på syv procent.

Her får de chokket

Men ikke alle kan se frem til prisfald. I de fjernvarmeselskaber, hvor naturgas er den primære kilde til at producere fjernvarme med, stiger prisen ret eftertrykkeligt.

Det gælder for eksempel kunderne hos Jægerspris Kraftvarme.

quote Hvis man omsatte de stigende gaspriser til benzinpriser, så svarer det til, at en liter benzin koster 90 kroner

Hans Christian Kjærgaard, Jægerspris Kraftvarme

Driftsleder Hans Christian Kjærgaard fortæller til TV 2 Lorry, at som det ser ud lige nu, så skal familierne i Jægerspris betale 128 procent mere for varmen, end de gjorde sidste år. 

- Vi gennemførte en prisstigning 1. januar, og vi har varslet en ny stigning per 1. april. Lige før jul faldt prisen på naturgas lidt og er fladet ud på et dog højt niveau. Men hvis det prisfald holder, så bliver stigningen 1. april ikke helt så stor som varslet, forklarer han.

Jægerspris Kraftvarme har et solvarmeanlæg, men den primære kilde er naturgas, og derfor påvirker stigende naturgaspriser varmeregningerne i Jægerspris.

- Hvis man omsatte de stigende gaspriser til benzinpriser, så svarer det til, at en liter benzin koster 90 kroner, fortæller driftschefen.

Derfor er det blevet så dyrt at bruge naturgas til opvarmning

Det er en kompliceret international situation, der betyder, at nogle af de danske varmekunder skal dykke dybt i tegnebogen, når vinterens varmeregning skal betales. Det fortæller Tim Behnke, der er udviklingschef i Dansk Fjernvarme.


- I Danmark valgte vi i 1992 at bruge naturgassen fra Nordsøen. Den gjorde os uafhængige af Mellemøsten og så var det dengang et grønt alternativ. Men sådan er det ikke mere. I dag får Europa hovedparten af sin gas fra Rusland, og med situationen mellem Putin og Ukraine er der usikkerhed om gasleverancerne, og så stiger prisen. Samtidig er Tyskland i færd med at udfase både atomkraft og kulfyrede kraftværker - derfor stiger efterspørgslen på gas. Rusland er den største leverandør. Derefter kommer Algeriet - og så Norge, forklarer han.


Det er politisk besluttet, at naturgassen i Danmark skal være udfaset inden 2030. Flere af fjernvarmeselskaberne er godt i gang med at finde alternativer, og nu er de høje gaspriser med til at motivere. Det giver kronede dage til de fjernvarmeselskaber, der allerede nu ikke er afhængige af gas. Og dermed stiger interessen for fjernvarme.


- Vi ser stor interesse fra nye kunder. Men det er jo på en ulykkelig baggrund, selv om de alligevel senest i 2030 skal skifte, siger Tim Behnke.


Han forklarer, at naturgassen skal være udfaset inden 2030. Og Efter 2040 begynder så udfasningen af den biomasse, der i dag resulterer i billig varmeproduktion.


I grafikken herunder kan du se, hvor mange af fjernvarmekunderne, der skal finde ekstra penge - og hvor mange, der kan sove roligt videre om natten. (Grafikken virker bedst på telefon).

_



 












Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik