Var stangstive og på kokain – nu må de vinke farvel til deres køretøjer

Der venter to mænd og en kvinde et retsligt efterspil, efter de hver især kørte påvirket i trafikken.

En 31-årig kvinde fra Hillerød havde torsdag drukket store mængder alkohol. Trods sin brandert valgte kvinden dog at sætte sig bag rattet i sin bil og begive sig ud i trafikken.

Det fortryder hun sikkert nu.

Torsdag eftermiddag klokken 17.17 blev hun standset af politiet på Fredensborgvej.

Her viste en alkometertest, at hun havde en promille på mere end to, og hun blev derfor sigtet for spirituskørsel ligesom hendes bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation efter reglerne om vanvidskørsel.

Det oplyser Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Kvalmende fuld

Kvinden blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, der skal fastlægge hendes nøjagtige promille.

Hvis alkometeret har ret, må kvindens brandert betegnes som værende voldsom. Sundhed.dk har udviklet en promilleguide, og den viser, at en promille på 2,0 medfører "risiko for opkast" og "bevidstløshed".

Den nordsjællandske kvinde er ikke alene om at have kørt spirituskørsel i det forgangne døgn.

Knallertfører var plørefuld og på narko

Tidligere torsdag eftermiddag kort efter klokken 13 standsede Midt- og Vestsjællands Politi rutinemæssigt en 37-årig mand fra Haslev på en lille knallert, da han kom kørende ad Vordingborgvej mod syd ved Herfølge nær Køge.

Den 37-årige blev testet med alkometeret, som viste, at han havde en promille på over 2,0 og han blev desuden testet positiv for kokain i en narkometertest.

Knallertføreren blev derfor anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, fremgår det i politikredsens døgnrapport.

Knallert beslaglagt

Politiet beslaglagde desuden den 37-åriges knallert, som det er muligt i sager med en promille på mere end 2,0. Dette accepterede manden ifølge politiets døgnrapport.

Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 37-årige høre mere fra politiet i sagen.

Retten vil senere tage stilling til, om den 37-åriges knallert kan endeligt konfiskeres.

Fartglad fynbo skudt af på kokain

Også en 25-årig mand fynbo blev torsdag taget af politiet, mens han kørte i narkopåvirket tilstand.

Den 25-årige kørte torsdag aften ved 19-tiden med alt for høj fart på Køge Bugt Motorvejen, men blev optaget på kamera af politiet, som havde parkeret deres videobil ved motorvejen omkring Greve.

Bilen blev ved hastighedsmålingen målt til at køre med en gennemsnitsfart på 158 kilometer i timen, selvom det kun var tilladt at køre 110 kilometer i timen på motorvejsstrækningen.

En patrulje standsede efterfølgende bilen, og det viste sig, at den 25-årige mand, der kommer fra Middelfart, var påvirket af narko. Politiets narkometer bonede således ud på kokain, fremgår det af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Den 25-årige blev derfor anholdt, sigtet for narkokørsel og for at køre så stærkt, at sagen udover en bøde desuden udløser et klip i hans kørekort.

Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, men vil senere høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Fakta om spirituskørsel med høj promille

Vidste du at ...

  • Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0, eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.

  • Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.

  • Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.

  • Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.

  • Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.

  • Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.

  • Promillegrænsen i Danmark er 0,5.

  • Antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker med alkohol er faldende. I perioden 2015-2019 omkom 165 personer i spritulykker.


Kilde: Rådet for Sikker Trafik


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik