Retten i Roskilde har idømt tre unge mænd fra Greveområdet fængselsstraffe for at have skudt mod en lejlighed i boligkomplekset Gersagerparken, hvor en familie lå og sov.
Skyderiet skete en dag i begyndelsen af januar.
Den ene af mændene er også dømt for en skudepisode i Askerød dagen før.
I et tætbebygget område affyrede han skud mod en bil, hvori der sad nogen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Begge skudepisoder handlede om gæld. Ifølge politiet skulle skuddene være et budskab til den, der skyldte penge.
De tre unge er dømt for i fællesskab at planlægge skyderiet mod lejligheden i Gersagerparken.
De tog dertil i en taxi, hvor den ene blev siddende og ventede. Imens løb de to andre op til en lejlighed på 2. sal, hvor de skød fire skud ind gennem et vindue.
I lejligheden boede seks personer, herunder et barn på kun to år. Ingen kom dog til skade.
Fredag idømte retten i Roskilde de tre mænd fængsel i to år, et år og ni måneder og et år og seks måneder.
De er dømt for at have udsat andres liv og førlighed for fare og for ulovlig våbenbesiddelse.
Skuddene ind i lejligheden blev affyret med en skarpladt pistol. To projektiler brød gennem ruden og rikochetterede ifølge anklageskriftet i et af lejlighedens værelser.
Retten lagde vægt på forbrydelsens grovhed og de dømtes unge alder, oplyser politiet.
Anklager Lise Møller Frandsen fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi er tilfreds med dommen.
De tre dømte tog alle betænkningstid og overvejer nu, om de vil anke dommen til landsretten.