To mænd dømt for groft overfald ved Hundige Havn

Overfaldet gik ud over en mand, der blev slået hårdt i baghovedet og stukket fem gange med kniv i ryggen.

To mænd er kendt skyldige i henholdsvis grov vold og medvirken til grov vold i forbindelse med et knivstikkeri, der blev begået sidste sommer ved havnen i Hundige.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet fandt sted på Hundige Havn i aftentimerne den 26. juli 2020, da en større gruppe mænd indfandt sig på havnen i to biler.

Her påkørte de forsætligt en bil, som to andre mænd på henholdsvis 31 og 24 år befandt sig i.

Bilen blev ved sammenstødet skubbet ned i en grøft, og efterfølgende blev den ene af de to mænd slået hårdt i baghovedet og stukket fem gange i ryggen med kniv.

Tirsdag sad seks mænd på anklagebænken ved Retten i Roskilde tiltalt for grov vold og medvirken til grov vold i forbindelse med sagen.

Her fik en 30-årig mand to år og tre måneders fængsel og blev udvist med indrejseforbud i 12 år.

Den anden tiltalte i form af en mand på 20 år fik fem måneders fængsel.

Begge mænd, der er fra Københavnsområdet, valgte at tage betænkningstid i forhold til eventuel anke.

Yderligere fire mænd var tiltalt i tirsdagens sag, men retten valgte at frifinde dem. 

Overfaldsmænd blev selv overfaldet

Overfaldsmændene stak efterfølgende af fra stedet i deres biler.

De blev dog selv overfaldet kort efter af en gruppe andre mænd på Hundige Strandvej.

Den sag førte til, at fem mænd blev dømt.

Fire af mændene blev idømt en ubetinget fængselsstraf på et år og ni måneders fængsel, mens den femte på 21 år fik to års ubetinget fængsel.

Retten tildelte desuden den 21-årige, som er tyrkisk statsborger, og de to 34-årige, som er henholdsvis irakisk statsborger og statsløs palæstinenser, en advarsel om udvisning af Danmark.

- Der er tale om et voldsomt overfald begået af de tiltalte i forening, og det har retten nu straffet dem for, sagde Peter Rask, der er senioranklager ved Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik