Preben blev mere syg af kommunens behandling – alligevel er der tvivl om erstatning

Efter en årelang kamp med Greve kommune har Preben Leo Gunthel fået en undskyldning af borgmesteren. Men selv om forløbet har forværret hans sygdom, er det langt fra sikkert, at han får erstatning.

68-årige Preben Leo Gunthel fra Greve får metadon for at dæmpe de konstante mavesmerter. 

Og så er han afhængig af et stramt korset døgnets 24 timer.

- Korsettet er smertelindrende og skal afhjælpe, at jeg ikke får en større brok. Det bulner ud, når jeg tager det af. Og så gør det ondt af "helgo" til, når jeg skal ud på toilettet om natten. Det er en meget besværlig tilværelse at have, siger Preben Leo Gunthel, da TV 2 Lorry møder ham i hjemmet i Greve.

Han er tydeligt mærket af store smerter, blot han skal rejse sig fra stolen og med krykker bevæge sig få skridt rundt i hjemmet eller haven.

Siden 2019 har Preben Leo Gunthel kæmpet indædt med kommunen for at få bevilget de mellem otte og ti korsetter om året, som læger og bandagister mener er nødvendige for at holde gigantbrokken i skak.

Først for nylig indrømmede Greve Kommune, at det var en fejlagtig og mangelfuld sagsbehandling, som betød, at kommunen afviste at hjælpe med de kostbare korsetter, som koster cirka 4.500 kroner per styk.

quote Jeg vil gerne have lukket låg på den her sag, så jeg kan komme videre med mit liv

Preben Leo Gunthel

Et korset som dette koster ca. 4500,- kr. Foto: TV 2 Lorry
Et korset som dette koster ca. 4500,- kr. Foto: TV 2 Lorry

Sygdom forværret under kommunens sagsbehandling

Selv om Preben Leo Gunthel mener sig berettiget til erstatning på grund af ansvarspådragende fejlagtig sagsbehandling, er det ifølge kommunens jurister ikke sikkert, at han reelt får en krone udbetalt.

- Ja, det har jo haft de konsekvenser, at jeg ikke kan gå. Og min førlighed er blevet ringere, end den var, da jeg kom hjem fra hospitalet. Der kunne jeg rejse mig op og se fornuftig ud, og maven var helt inde på plads. Det er den ikke mere, siger Preben Leo Gunthel.

Efter en operation mod tarmslyng og en kødædende bakterie i maven fik Preben Leo Gunthel gigantbrok i maven, og blev opereret igen for tre år siden

Indtil for nyligt har han kæmpet med Greve Kommune for at få bevilget de mellem otte og ti korsetter af kommunen. På grund af slid har Preben - ifølge lægerne - brug for op mod ti nye korsetter om året.  

Men kommunen sagde nej.

- Sagsbehandleren sagde: 'Det får du aldrig af Greve Kommune'. Og det har jeg jo heller ikke fået før nu. Her i 2021, der fik jeg tolv - med mulighed for at få flere, hvis det er nødvendigt, siger Preben Leo Gunthel.

Han kunne ikke selv betale de mange dyre korsetter med sin pension. I stedet gik han med dem alt, alt for længe.

- Hvorfor jeg er blevet mere syg, indskyder han. 

- Korsetterne er slappe. Det er jo net, jeg har i maven, jeg har jo ingen mavemuskler overhovedet. Der er kun net for at holde tarmene på plads. Og de falder jo ud, når nettet er slapt. Derfor er det jo blevet værre og værre og værre og værre, siger han.

Borgemester undskylder for forløbet

Til sidst ændrede Greve Kommune mening.

Efter Prebens utrættelige kamp, og efter at sagen havde været omkring Ankestyrelsen, vurderinger fra hospitalet og kommunens borgerrådgiver.

Greves borgmester Pernille Beckmann (V) har nu sendt en personlig undskyldning til Preben Leo Guntel, hvor hun på kommunens vegne beklager den mangelfulde og fejlagtige sagsbehandling.

Borgmester Pernille Beckmanns svar til Preben

Kære Preben


Tak for din henvendelse og fordi du ville mødes med mig.


Du har både i skrift og tale rejst en række alvorlige kritikpunkter af

sagsbehandlingen i forbindelse med din ansøgning om hjælp efter serviceloven

§112 (hjælpemidler). Sagsbehandlingen har været mangelfuld og præget af fejl,

sagsbehandlingstiden har været urimelig lang, og du har oplevet dig mødt med

mistro og mistillid af flere medarbejdere i Borgerservice.


Indledningsvis vil jeg gerne fortælle dig, at dit sagsforløb hér i Greve Kommune har

gjort et stort indtryk på mig. Især er jeg ked af, at du mest af alt har oplevet din

kontakt med kommunens medarbejdere som ’en kamp’. En uværdig kamp, som

ingen borger uanset henvendelsesårsag bør opleve i mødet med kommunen.


Som borgmester og den øverste ansvarlige for kommunens medarbejdere

beklager jeg derfor også dybt, at dit gennemgående indtryk af Greve Kommune

har været præget af manglende dygtighed, langsommelighed og modvilje fra

medarbejderne.


Gensidig tillid må nødvendigvis være udgangspunktet for samarbejdet mellem

kommunen og dens borgere. I forbindelse med gennemgangen af din sag fremgår

det desværre også, at du ikke i et tilstrækkeligt omfang er blevet inddraget i din

egen sag. Det er hverken i overensstemmelse med lovgivningen på området

endsige udtryk for god forvaltningsskik. Jeg lover dig derfor, at dine klager vil

danne baggrund for en generel opkvalificering på området samt, at dine

oplevelser igennem de seneste år med Greve Kommunes medarbejdere vil indgå i

det fortsatte arbejde med at højne kvaliteten i sagsbehandlingen.


Jeg beklager oprigtigt de oplevelser, du har haft, og vil samtidig takke dig for at

dele din oplevelse med mig. Vi kan selvsagt ikke gøre det om, men vi kan blive

bedre. Selvom en dybtfølt undskyldning fra min side næppe kompenserer dig for

alle de gener, den utilstrækkelige sagsbehandling har medført for dig, håber jeg

alligevel, at din tillid til Greve Kommune kan genetableres. Herfra vil vi under alle

omstændigheder bestræbe os på at bidrage til et fortsat konstruktivt samarbejde

baseret på tillid og gensidig respekt.


Jeg ønsker dig alt det bedste.


Med venlig hilsen

Pernille Beckmann

Og hvor hun lover, at Prebens klager vil danne baggrund for en bedre sagsbehandling fremover.

quote Gid jeg kunne sætte dato og tid på, men vi har bedt om, at den her sag skal højprioriteres.

Pernille Beckmann, Borgmester, Greve, Venstre

Tvivl om erstatning

Alligevel er det langt fra sikkert, at Preben Leo Guntel får erstatning.

- Generelt kan jeg sige, at når vi har sager, som vi skal lære af, skal man ikke bleg for at sige undskyld, når det går galt. Og det gør vi selvfølgelig også, når en sag som denne er kørt af sporet. Det er ikke godt nok som kommune. Og der har vi selvfølgelig også taget nogle initiativer for at gøre det anderledes fremover, siger Pernille Beckmann (V).

Greves borgmester Pernille Beckmann, Venstre, håber på afklaring i en fart. Foto: TV 2 Lorry
Greves borgmester Pernille Beckmann, Venstre, håber på afklaring i en fart. Foto: TV 2 Lorry

Du har givet borgeren en undskyldning, og erkendt, at kommunen har lavet en både mangelfuld og fejlagtig sagsbehandling. Hvorfor kan der fortsat være tvivl om erstatningsspørgsmålet?

- I forhold til at udbetale erstatning til en borger, så skal en kommune have lovhjemmel til at gøre det. Lige nu er vi ved undersøge, om der i det her tilfælde er lovhjemmel til at udbetale erstatning, og det beder vi eksterne jurister om at undersøge. Det håber jeg på, at vi får en afklaring på i en fart, siger Pernille Beckmann, Venstre.

Hvad er "i en fart"?

- Gid jeg kunne sætte dato og tid på, men vi har bedt om, at den her sag skal højprioriteres, og det har jeg en forventning om, at den bliver, siger borgmesteren.

- Der kommer ikke til at gå to-tre år igen?

- Der kommer ikke til at gå to-tre år, før det bliver afklaret, om der er lovhjemmel til at udbetale erstatning til en borger - nej, det gør der ikke, slutter Pernille Beckmann (V).

Frygter langdrag

Patientforeningen Colitis-Crohn Foreningen (patientforening for tarmsygdomsramte, red.) har støttet Preben Leo Gunthel med råd og vejledning gennem forløbet.

Her frygter man, at kommunen alligevel ender med at trække spørgsmålet om erstatning i langdrag.

- Det er jo belært af generel praksis i de her sager. Hvis vi kigger på den her konkrete sag, så har de jo brugt et par år bare til at komme frem til, at Preben burde have den hjælp, som man lægefagligt har påpeget længe. Der burde ikke være nogen tvivl om, at Preben er berettiget til erstatning. Vi presser på for at hjælpe bedst muligt, og så må vi jo se, siger Ricky Magnussen, der er socialrådgiver i Colitis-Crohn Foreningen.

I følge Preben Leo Gunthels egen læge er han ved at udvikle ny brok. 

Lægerne vil ikke operere ham, da de vurderer, at han kun har omkring 30 procents chance for at overleve en operation.

Selv håber han på en snarlig afklaring på spørgsmålet om erstatning, men han tør ikke tro på, at det sker.

- Det er vel standard i Danmark, at det trækker ud, siger Preben Leo Gunthel.

Hvordan har du det med det? 

- Det har jeg det sgu ikke godt med, for jeg vil gerne have lukket låg på den her sag, så jeg kunne komme videre med mit liv. Og så få det afklaret på en eller anden fornuftig måde. Og jeg vil da håbe, at vi alle sammen kan mødes i en eller anden blød landing, så vi kan se hinanden i øjnene igen, siger Preben Leo Gunthel.

- Det er det, jeg gerne vil have.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik