Politiker ramt af blodprop i hjernen – nu venter langvarig sygeorlov

Konservativt byrådsmedlem i Greve og medlem af Folketinget må kaste håndklædet midlertidigt i ringen som følge af en blodprop.

I april blev Brigitte Klintskov Jerkel, der er konservativt byrådsmedlem i Greve og medlem af Folketinget, ramt af en mindre blodprop i hjernen.

Den efterfølgende tid har hun været igennem en række undersøgelser, og lægerne har nu indstillet Brigitte Klintskov Jerkel til sygeorlov, så hun kan bruge de kommende måneder på at blive frisk igen.

Det oplyser Det Konservative Folkeparti i en pressemeddelelse.

Det betyder med andre ord, at Brigitte Klitskov Jerkel tager sygeorlov frem til partiets sommergruppemøde den 17. august. Hun tager sygeorlov fra både sit arbejde i Folketinget og i Greve Byråd.

Brigitte Klintskov Jerkel stiller ikke op til interviews, men hendes parti henviser i stedet til et Facebook-opslag skrevet af hende.

- Som I allerede ved, så blev jeg desværre ramt af en mindre blodprop i hjernen for lidt over tre uger siden. Det var mit håb, at jeg hurtigt kunne komme tilbage på benene igen, men sådan er det desværre ikke gået, skriver Brigitte Klintskov Jerkel tirsdag.

Kunne ikke tåle medicin

Hun forklarer, at hun har modtaget en høj dosis af medicin, hun ikke kunne tåle, hvilket har givet yderligere komplikationer og ført til en lang række undersøgelser.

- Det går heldigvis den rigtige vej, men jeg er stadig enormt træt, og min krop har brug for ro til at komme sig igen.

- Og så har lægerne advaret mig mod at gå på arbejde igen lige med det samme. Det har jeg det meget svært med, da jeg brænder for mit politiske arbejde. Og de sidste ugers tid uden for det politiske liv har været svære for mig. Men man må og skal også lytte til lægerne, når de siger stop, skriver Brigitte Klitskov Jerkel.

Brigitte Klintskov Jerkel har været byrådsmedlem Greve Byråd fra 1. januar 2006, og hun er tidligere 1.viceborgmester.
Brigitte Klintskov Jerkel har været byrådsmedlem Greve Byråd fra 1. januar 2006, og hun er tidligere 1.viceborgmester.
Foto: Steen Brogaard

Foreløbig er Brigitte Klitskov Jerkel sygemeldt frem til den 17. august, og hun forventer da også at vende tilbage til politik senere på sommeren.

- Det kan I godt regne med. For jeg er bestemt ikke færdig med at arbejde for de konservative mærkesager i både Folketinget og Greve Byråd, skriver hun. 

Afløser kaldt ind

Mens Brigitte Klintskov Jerkel er på sygeorlov, vil 2. suppleant fra Sjællands Storkreds, Stine Pilt Olsen, blive suppleret ind i Folketinget.

Stine Pilt Olsen repræsenterer kredsene Guldborgsund og Vordingborg. Hun vil blive partiets børne-og familieordfører, mens hun supplerer Brigitte Klintskov Jerkel. Også i Greve Byråd vil suppleanten blive kaldt ind, lyder det i pressemeddelelsen. 

Ifølge Brigitte Klintskov Jerkel vil hun i forbindelse med sin sygeorlov lukke ned på Facebook – og for sine politiske indbakker i Folketinget og Greve Byråd.

Du kan læse hele Brigitte Klintskov Jerkels Facebook-opslag nedenfor:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik