Politiet installerer overvågning i centrale lyskryds

To centrale lyskryds i Greve Kommune vil fremover blive videoovervåget. Et tiltag som Greves borgmester hilser velkommen.

Politiet er ved at installere seks overvågningskameraer ved to centrale lyskryds på Hundige Centervej. Kameraerne er en del af i alt 300 kameraer, som regeringen har givet politiet lov til at sætte op i de kommende år for at øge trygheden i Danmark.

Optagelserne fra kameraerne vil kunne bruges af politiet til at efterforske kriminalitet.

Greves borgmester Pernille Beckmann (V) støtter fuldt ud de nye overvågningskameraer.

-Kriminalitet i dag er blevet mere grov, så jeg synes, det er fint, at man overvåger. Og jeg har den tilgang, at hvis man ikke har noget at skjule, så er det vel okay at blive overvåget. Man skal selvfølgelig ikke misbruge det, og der er et etisk dilemma omkring det, men jeg hilser overvågning meget velkommen, og jeg vil da ønske, at vi kunne få flere lyskryds, der var overvåget, siger hun.

quote Vi arbejder generelt med tryghed oppe i vores nordlige bydel, så derfor er det klart, at vi er begejstrede for det.

Pernille Beckmann (V), borgmester, Greve Kommune

På baggrund af en politifaglig vurdering har politiet udvalgt de steder, hvor der er størst behov for at etablere tv-overvågning. 

To kryds er udvalgt

De to kryds i Greve, som er udpeget til steder med overvågningskameraer, er lyskrydsene Hundige Centervej - Lillevangsvej og Hundige Centervej – Godsvej.

Det er desuden ingen hemmelighed, at overvågningen netop er sat op ved de mest belastede boligområder i Greve Kommune.

- Jeg synes, det handler om at skabe tryghed for de borgere, der bor i vores kommune, og det her er et af de tiltag, som jeg hilser velkommen. Vi arbejder generelt med tryghed oppe i vores nordlige bydel, så derfor er det klart, at vi er begejstrede for det, siger Greves borgmester Pernille Beckmann (V).

Det er et kamera som det her, politiet nu kan overvåge et af krydsene med.
Det er et kamera som det her, politiet nu kan overvåge et af krydsene med.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen - TV 2 Lorry

Sker på baggrund regeringens initiativ

Den øgede overvågning er en direkte udløber af regeringens 16 initiativer for tryghed og sikkerhed i Danmark, som blev præsenteret tilbage i oktober 2019, efter at politiet havde registreret 13 bombesprængninger i hovedstadsområdet.

Justitsminister Nick Hækkerup (Soc.dem.) skrev dengang:

- Med initiativerne vil vi forbedre politiets efterforskningsmuligheder blandt andet gennem øget tv-overvågning i det offentlige rum. Vi vil sikre, at politiets muligheder for at forebygge og opklare organiseret kriminalitet følger med tiden. Og vi vil forstærke samfundets værn mod sprængstoffer.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik