Offentlig park får gedigen makeover - donation fra borger giver ekstra muligheder

Åbne tilgængelige stier, bedre skiltning og flere muligheder for leg er blandt tiltagene.

En af Greve Kommunes gamle parker kan nu se frem til at blive endnu mere attraktiv for borgerne.

Bevillinger fra byrådet og en donation fra en borger giver nemlig tilsammen penge til at forskønne Hundigeparken

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Hundigeparken er et skønt sted, og nu bliver parken vedligeholdt og udviklet, så det er lettere at færdes der. Jeg glæder mig meget til at se flere borgere i parken, når arbejdet er færdigt, siger Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune.

Byrådet godkendte sidste år en udviklingsplan for Hundigeparken og siden har politikerne bevilliget i alt 200.000 kr. til at få gennemført nogle af udviklingsforslagene i planen.

Midlerne skal bruges til at få anlagt en ny grussti fra Hundige Strandvej og ind i parken, samt at tynde i beplantningen langs stien, så den bliver mere åben og tryg at bevæge sig igennem.

Herudover bliver der sat et infokort samt et nyt navneskilt ved parkens nye indgang. Mellem Hundigeparken og Strandparken vil der blive tyndet ved de to forbindelsesstier, så de bliver mere tilgængelige og tydelige.

Afeventer sidste tilladelse

Udover byrådets bevilling har en borger fra Greve Kommune tilbudt at betale for yderligere udviklingsforslag i parken, som omfatter en balancebane, en lund af æbletræer, lægning af forårsløg samt et mindre legeareal af naturstammer.

Greve Kommune afventer lige nu den sidste af i alt fem tilladelser, der er nødvendige at få for at realisere udviklingsforslagene, da parken både er omfattet af fredning og naturbeskyttelser.

Hundigeparkens historie startede i begyndelsen af 1900-tallet, hvor tre københavnere købte store grunde ved kysten for at have adgang til strand og vand. Siden erhvervede Københavns Kommune parken for at skabe en folkepark for københavnere og fra 2014 har Greve Kommune overtaget parken.

Parken har i alt en størrelse på cirka otte hektarer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik