Den tidligere bokser og brolægger, Bjarne Larsen, kæmper i disse dage sit livs kamp på intensivafdelingen på Herlev Hospital.
Han får hjælp til at trække vejret af respiratorer.
TV 2 Lorry har fulgt hans kamp imod covid-19, som den opleves af hans datter Berit Larsen.
For hende har coronavirus budt på magtesløshed, tårer og manglende søvn. Men den har også budt på håb, indædt kampgejst og sammenhold.
Hun sammenligner sygdommen med en ufattelig svær forhindring, der skal overvindes.
- Den virker som et bjerg. Man skal helt op til tops. Helt derop, hvor man slet ikke tror på det mere og er ved at give op. Så topper den, og man ryger ned af bjerget igen på den anden side - stille og roligt, siger Berit Larsen, som bor i Greve.
Jeg kan sidde og ae min hund, og så pludselig kommer jeg til at tænke på ham, og alt det vi har oplevet indtil nu, og så begynder jeg at græde
Følelser får frit løb
Berit Larsens 74-årige far, Bjarne Larsen fra Lyngby, blev testet positiv for coronavirus den 5. marts og har været indlagt siden.
For lidt over en uge siden havde han 41 graders feber og et infektionstal på over 400. Det er ekstremt højt, og Berit og familien forberedte sig på at sige farvel.
Men da det så sortest ud, kom bedringen. Feberen faldt, og han fik det bedre. For Berit Larsen var det en utrolig lettelse. Med lettelsen fik følelserne frit løb:
- Jeg kan sidde og ae min hund, og så pludselig kommer jeg til at tænke på ham, og alt det vi har oplevet indtil nu, og så begynder jeg at græde. Eller midt i opvasken bliver jeg pludselig helt rørstrømsk. Jeg er mine følelsers vold, siger Berit Larsen til TV 2 Lorry.
Kan sidde op
Berit Larsen har flere gange under sygdommen læst breve højt for sin far via mobiltelefon.
I den seneste artikel vi på TV 2 Lorry lavede om familien Larsen, kunne vi fortælle, et af de første tegn på bedring, var da Bjarne hævede armen under en af telefonsamtalerne, som tegn på at han kunne høre sin datter.
Siden da er der sket yderligere bedring:
- I torsdags kunne han for første gang sidde i en stol. Han har sådan en lille rutchebane, der kan hjælpe ham med at komme ned i stolen. Det er godt for hans organer at sidde op, de kommer på plads, efter at han har ligget ned så længe.
Han sad i stolen i en hel time, fortæller Berit Larsen med glæde i stemmen og tilføjer:
- Han kan også reagere på det, sundhedspersonalet siger. Hvis de siger: Løft højre arm, så løfter han højre arm. Han kan altså reagere på opfordringer, siger Berit Larsen.
Berit Larsens søster og Bjarne Larsens samlever Ingerlise oplever også, at hans bedring betyder, at de tør trække vejret mere frit, og at de samtidig bliver overvældet af følelser.
- Forleden ringede jeg til Ingerlise og spurgte: 'Går du også rundt og halvtuder hele tiden?' Hun svarede: 'Ja hvordan vidste du det'. Min søster gør det samme. Det er som om, luften er gået af ballonen, og vi allesammen kan trække vejret lidt bedre. Og så kommer alle følelserne væltende, siger Berit Larsen.
Ringer til Bjarne
Berit, hendes søster og Ingerlise ringer stadigvæk til Bjarne Larsen. Hans helbred er fortsat så svækket, at han ikke svare, men familien er ikke i tvivl om, at han hører dem, og at det hjælper ham i kampen imod sygdommen.
- Jeg tror, at det har gjort en forskel, at vi taler til ham. Jeg kan ikke forestille mig andet. Der må ske en eller anden reaktion, når man hører sine nære tale til en, siger Berit Larsen.
Samtidig siger Berit, at telefonsamtalerne også er vigtige for hende selv og resten af familien. Det får dem til at føle, at de kan gøre noget.
- For os er det jo også overlevelse. Vi har brug for at kunne sige til os selv: 'Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan i den her situation'. At ringe og tale med ham, er det eneste, vi har kunnet gøre. Det har været vores måde at være stærke på og hjælpe, siger Berit Larsen.
Kan drikke af sugerør
Risikoen for smitte betyder, at familien ikke kan besøge Bjarne Larsen. De har altså ikke set ham, siden han blev indlagt for en lille måned siden. De har heller ikke bedt personalet om at tage et billede af ham, eller forsøgt at tale med ham via mobiltelfonens kamera, så de kan se ham.
- Jeg tror, det ville være svært at se ham og så vide, at man ikke kan holde ham i hånden. Hans bedring sker jo også stadigvæk med museskridt. Derfor kan jeg godt være bange for, at det er for tidligt for os at se ham. Det ville være for hårdt at se ham i den tilstand, han har nu. Jeg frygter, at han er for medtaget. Måske kan vi gøre det senere for eksempel om en uge, siger Berit Larsen.
Men selvom bedringen er langsom, byder hver dag på nye tegn på, at Bjarne Larsen er ved at vinde kampen over den frygtede covid-19.
- I forgårs måtte de holde glasset for ham, når han skulle drikke. I går kunne han selv drikke med et sugerør. Han er også mere og mere vågen. De har skruet ned for hans sovemedicin, og han får mindre respirator. Hans lunger kan mere og mere selv, siger Berit Larsen.
Danmark er forandret
I løbet af den tid Bjarne Larsen har været alvorligt syg, er Danmark gået igennem en drastisk forandring. På et tidspunkt forsøgte personalet på hospitalet at forklare, hvorfor familien ikke kan komme og besøge Bjarne.
- De spurgte om han ville se noget tv, så han kunne forstå hvorfor, vi ikke kommer. Så så han TV, hvor de jo talte om al den her corona, der har raset i al den tid, han har været ”frosset ned.” Det må være meget meget mærkeligt at høre om. Jeg gad godt være inde i hans hoved og forstå, hvad han tænker. Han må da tænke: Hvor længe har jeg været væk: Et halvt år! For os andre føles det jo også som om, alt det her begyndte for utrolig lang tid siden, siger Berit Larsen.
Museskridt skal blive leopardskridt
Bjarne Larsen har igennem sit liv knyttet mange bekendtskaber. I bokseklubben, i jobbet som brolægger og i ungdommen i kvarteret Barakkerne i Vanløse. Berit Larsen oplever, at hun får masser af omsorg fra omverdenen, fordi hun fortæller sin fars historie.
- Det er gået op for mig, hvor mange mennesker, han har gjort indtryk på og betyder noget for. Jeg har hørt fra mennesker, jeg ikke har talt med i 20 år. Pludselig skriver de, fordi de har fulgt med i Bjarnes situation. Det er meget opløftede at opleve, siger Berit Larsen.
Lægerne opfordrer stadigvæk familien til at være tålmodige. Selvom det går fremad, er det med små museskridt. De har fået at vide, at de skal regne med, at det tager tid.
- Det er lige meget. De er holdt op med at sige, at de ikke ved, om det i det hele taget går. Det er det, der betyder noget. Vi tager en dag af gangen og klarer de udfordringer, der kommer. Bare det går fremad med de her museskridt, er det fint, siger hun.
- Så en dag er det kaninskridt - og til sidst leopardskridt, siger Berit Larsen.
