Lastbilchauffør brød flere alvorlige regler - nu venter der en kæmpe bøde

Det var på grund af den den store mængde støj, der kom fra lastbilen, at politiet valgte at standse den.

Sidste fredag valgte politiet at bringe en lastbil til standsning ved Karlslunde på grund af usædvanligt meget støj fra lastvognen.

Lastbilen blev herefter kørt til Tungvognscenter Øst i Greve, hvor en narkotest af føreren gav udslag på amfetamin. Politiet valgte herefter at sigte føreren for narkokørsel.

Politiet indkaldte en bilinspektør til at undersøge lastbilen, og her kunne bilinspektøren konstatere, at lastbilen i mindst 67 tilfælde havde kørt mellem 95 og 120 km/t. Højest tilladte hastighed for en lastbil er 80 km/t.

quote Det er alvorligt, og det skal bøden selvfølgelig også afspejle

Henrik Fobian, politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi

I øvrigt havde hastighedsbegrænseren, der skal sikre, at lastbilen ikke kan køre hurtigere end 90 km/, været manipuleret.

Politikommissær fra Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Fobian, er glad, for at politiet fik fjernet vanvidschaufføren fra vejen.

- Jeg er tilfreds med, at vi fik stoppet denne ganske uforsvarlige kørsel. En lastbil med over 28 tons varm asfalt, med en påvirket fører, som ikke har holdt sine hvil, og som kører langt over den tilladte hastighed, siger Henrik Fobian.

- Det er alvorligt, og det skal bøden selvfølgelig også afspejle.

Chaufførens køre-hviletidsdata for de seneste 28 dage blev også bragt til undersøgelse, og her kunne politiet konstatere, at førerens samlede hviletid var under fire timer, og dermed manglede føreren over otte timers hvil.

Føreren havde kørt i 16,5 time, selvom den daglige køretid ikke måtte overstige ti timer.

Kan forvente store bøder

Føreren kan se frem til en bøde omkring 100.000 kroner og en ubetinget frakendelse af førerretten i en længere årrække. Desuden kan vognmandsvirksomheden se frem til en bøde i omegnen af 200.000 kroner.

Sagen skal på et senere tidspunkt afgøres i retten.

Efterforskningen af sagen er endnu ikke afsluttet, og derfor kan virksomheden og føreren risikere sigtelse for flere forhold.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik