Antallet af indbrud i Greve Kommune er faldende. Ret meget endda.
Ifølge tal fra politiet er antallet af indbrudsanmeldelser i privat beboelse i Greve Kommune i perioden fra den 1. januar til den 22.maj faldet fra 242 i 2016 til 70 i samme periode i år.
Årsagen skal blandt andet findes i en tilstrømning blandt beboere til projektet Nabohjælp, oplyser politiet.
- Vi har igennem de seneste år satset voldsomt på udbredelsen af Nabohjælp her i politikredsen, for vi kan se at det virker, siger politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, Michael Flemming Rasmussen i en pressemeddelelse.
Tre råd: Sådan kan du sikre dit nabolag mod indbrud
- Når vi øger indsatsen for at skaffe nye Nabohjælpere i en kommune, så ser vi i de fleste tilfælde en klar sammenhæng - mens antallet af Nabohjælpere stiger, så falder antallet af indbrud i private hjem.
I Greve Kommune gik politiet målrettet efter at udbrede Nabohjælp-tiltaget i begyndelsen af 2016, da politiet kunne se, at antallet af indbrud steg i kommunen.
- Siden da er antallet af Nabohjælpere steget, mens antallet af indbrud er faldet markant - ikke mindst i de første mørke måneder af året, hvor indbrudstyvene typisk er ganske aktive, siger politiinspektøren.
Bag Nabohjælp står Det Kriminalpræventive Råd samt Tryg Fonden. Er man som nabofællesskab interesseret i at tilmelde sig projektet, der i øvrigt er gratis, kan man gøre det på rådets hjemmeside.