Man kan knap nok mase sig vej fra døren og ind i soveværelset.
Fra gulv til loft er stuen, spiseområdet og køkkenet proppet med genstande i alle mulige afstøbninger.
Badeværelset kan man heller ikke komme ind på, og de få steder, hvor man kan gå, der er gulvet dækket af ting og sager.
Et rivejern. Glasskår. Og søm.
I denne bolig bor Merethe Tinds voksne søn. Han er hjerneskadet og har diagnosen paranoid skizofreni. Han har meget svært ved at tale, og han kan ikke læse.
Selv om Merethe Tind og hendes mand nu har rundet de 80 år, passer de stadig sønnen, der normalt kommer på besøg hver eneste dag. Merethe Tind hjælper ham med alt.
- Han er her fra morgenmaden, og så til vi går i seng om aftenen, fortæller hun.
Det er måske ikke så underligt. For nok har sønnen sin egen lejlighed ikke så langt derfra, men foruden sine handicap har han også en samlermani. Og det har praktisk talt gjort lejligheden ubeboelig.
- Ingen burde bo sådan her
Helene Tind, der er søster til den handicappede mand, viser rundt i lejligheden. Broren er også selv til stede, men for at beskytte ham medvirker han ikke i denne artikel.
Helene Tind lægger ikke skjul på, hvordan hun har det med, at hendes bror lever i en nærmest ubeboelig lejlighed.
- Forfærdeligt, lyder svaret.
Hun fortsætter:
- Ingen burde bo sådan her.
Hvorfor rydder I ikke bare op?
- Det har vi prøvet, men det er jo en impuls. Han får jo ryddet noget op, men så kommer der bare dobbelt så mange ting ind, fortæller Helene Tind.
Hendes bror har en kontaktperson, der besøger ham en time om ugen. De seneste 10 år har kontaktpersonen og familien gjort utallige forsøg på at forbedre Helenes brors situation.
Men for fem år siden opgav den kommunale rengøringshjælp at komme i lejligheden.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Tovtrækkeri med kommunen
I efteråret 2019 bad familien Greve Kommune om hjælp til at finde et botilbud til deres bror og søn.
- Vi lever jo ikke evigt, og derfor ville det være godt, hvis han kunne komme hen et sted, hvor nogen passede på ham og kendte til hans problemer, forklarer Merethe Tind.
Ifølge kommunens egen hjemmeside burde det kun tage 12 uger at sagsbehandle et botilbud.
Nu har det samlet taget to og et halvt år.
Utallige gange har søster Helene og mor Merethe Lind kontaktet kommunen forgæves, og de har ventet i månedsvis på svar.
- Det har været enormt frustrerende, og jeg har svært ved at forstå det. Altså, hvor svært kan det være?, spørger Helene Tind retorisk.
Det tog mere end to måneder for forvaltningen at udarbejde de papirer og undersøgelser, som de skulle bruge for at træffe en beslutning om at give hendes bror en plads på et botilbud.
Det har været enormt frustrerende
Men da notaterne endelig var færdige, stod der for det første ikke noget om hans diagnose. Og for det andet anbefalede sagsbehandleren ikke et botilbud – men i stedet mere uddannelse til hans kontaktperson.
Derpå startede et nyt tovtrækkeri, og i november 2021 traf visitationsudvalget endelig den beslutning, som familien havde ønsket:
Deres søn og bror var egnet til et botilbud.
Lige ved og næsten
Der gik dog helt indtil marts i år, før der blev der fundet en plads på bostedet Pedersvænge.
Herefter fik Helenes bror en rundvisning og mødte sin nye kontaktperson. Nu skulle papirarbejdet bare gøres færdigt, så visitationsudvalget kunne godkende botilbuddet.
Men så gik det galt igen.
Forvaltningen havde begået en fejl, og visitationsudvalget afviste derfor botilbuddet.
- Jeg var så ked af det. Jeg var gal. Jeg var så gal, at jeg ikke kunne være i mig selv, siger Helene Tind.
Så nu venter familien derfor stadig på at få afklaring.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Borgmester har undskyldt
Vi viser Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), billederne fra lejligheden.
Hvad tænker du, når du ser de billeder?
- Jeg tænker, at det er på ingen måde i orden, at vi har borgere, der bor sådan, siger Pernille Beckmann.
Hun afviser at kommentere på den konkrete sagsbehandling.
Men at der er gået for lang tid, det er hun enig i.
- Det er på ingen måde i orden at bruge to et halvt år på sådan en sag. Kommunen har et kæmpe ansvar, og det har jeg også beklaget overfor de pårørende. Vi har været for længe om det, siger borgmesteren.
Hun påpeger, at kommunen har været igennem et skifte på sagsbehandlerfronten, fordi der har været udfordringer med at rekruttere.
- Men det undskylder ikke, at vi har været alt for længe om den her sag, lyder det fra borgmesteren, der lover, at man vil gøre alt for at undgå lignende sager i fremtiden.
- Vi har taget sagen med ind i vores socialforvaltning, og der har de lært af den, og de har gjort deres overvejelser og rettet til, sådan så det forhåbentlig ikke sker igen, siger borgmesteren.
Det er urimeligt, at man skal vente så lang tid. Det er jo ikke en svær sag
Hovedrysten hos handicaporganisation
Hos Danske Handicaporganisationer (DH) ryster de på hovedet over sagen.
- Det er urimeligt, at man skal vente så lang tid. Det er jo ikke en svær sag. Den er kun trukket i langdrag, fordi man ikke har haft tid til at lave de ting, der kunne laves meget hurtigt, lyder det fra Rune Gamby, der er formand for DH Greve.
Rune Gamby mener, at Greve Kommune er for dårlige til at registrere, hvor lange sagsbehandlingstiderne i virkeligheden er.
Ifølge en række andre organisationer er det faktisk et generelt problem for de fleste kommuner.
Tænketanken Justitia har kortlagt, at kun meget få kommuner registrerer sagsbehandlingstiderne på det sociale område. Og det er et problem, mener tænketanken.
- Det er meget bemærkelsesværdigt at finde ud af, at der ikke måles på det, fordi man har faktisk pligt til at fastsætte servicemål. Men når der ikke måles på sagsbehandlingstiderne, må man jo stille spørgsmålstegn ved, om man nogensinde undersøger, om de servicemål bliver overholdt, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i tænketanken.
Familie i limbo afventer
Justitia har for nylig forsøgt at lave en analyse af problemerne med lange sagsbehandlingstider. Selv om tænketanken bad om tal fra samtlige kommuner, fik de ingen fyldestgørende svar.
Alligevel har de fundet en række sager med meget lange sagsbehandlingstider, og spørger man hos organisationen for psykisk handicappede, SIND, oplever de også, at problemet er udbredt.
- Folk, der søger om hjælp hos kommunerne, venter mange gange i rigtig lang tid på at få en afgørelse. Problemet er, at mens de venter, skal de stadigvæk leve deres liv, og det kan være rigtig svært, hvis de ikke får den hjælp, de har behov for, siger Mia Kristina Hansen, der er formand for SIND.
Helenes bror skriver sig altså ind i statistikken. Hvor langt han kommer til at trække den op, er endnu uvist, for han bor altså stadig i lejligheden i Greve.
Hans forældre passer ham hver dag, og lige nu kan de bare vente og håbe, at sagen snart bliver færdigbehandlet.
- Det ville give os ro i sjælen, siger 80-årige Merethe Tind og fortsætter:
- Og lidt overskud til at leve lidt igen.
