Greves borgmester dømt til at betale sin gæld

Dommeren købte ikke Pernille Beckmanns (V) forklaring i sag om gammel gæld til sin afdøde mors samlever.

Det er ikke hverdagskost, at en borgmester er part i en retssag. Men det var Greves borgmester Pernille Beckmann (V) tirsdag i Retten i Roskilde.

Her blev hun i en civil sag dømt til at betale sin gæld på 60.500 kroner til Preben Liljeroth, der var samlever til Beckmanns nu afdøde mor. Selv om hun lånte pengene tilbage i 2008, har hun kun tilbagebetalt 2.000 kroner siden da. Efter flere forgæves forsøg på at inddrive pengene, valgte han at trække borgmesteren i retten.

Ifølge Ekstra Bladet forklarede Pernille Beckmann i retten, at hun reelt havde lånt pengene af sin mor, som levede af kontanthjælp og hustrubidrag, men som havde sparet pengene sammen og lånt hende dem. Få måneder før moderens død blev gælden eftergivet, forklarede Pernille Beckmann.

Beskyldte sin mors samlever for mandatsvig

Ifølge hende stammede pengene fra moderens tid som selvstændig blomsterhandler.

”Der foregik ting i branchen”, der kunne forklare, at moderen havde en skjult formue i banken, sagde hun i retten. Hvis det passer, burde Pernille Beckmann have kontaktet Skat og kommunen, mente dommer Mogens Pedersen – men det skete aldrig.

Dommer Mogens Pedersen understregede flere gange, at han ikke tror på borgmesterens påstand. Heller ikke, da hun forklarede, at Preben Liljeroth havde uberettiget adgang til moderens konto.

- Det er beskyldninger om, at han har begået mandatsvig eller stjålet. Retten har absolut ingen holdepunkter for at statuere, at det er tilfældet, fremgår det ifølge Ekstra Bladet af dommen.

Pernille Beckmann skal inden 14 dage betale restgælden på 60.500 kroner til Preben Liljeroth samt sagens omkostninger, som beløber sig til 19.760 kroner.

- Retssagen gik ikke min vej, men jeg tager afgørelsen til efterretning, skriver Pernille Beckmann i en sms til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik